16. oktober 2019
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Henkogning af Holbæks skolevæsen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Henkogning af Holbæks skolevæsen
Debat Holbæk - 12. juni 2019 kl. 13:58
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Debat
Mens røgen lægger sig efter folketingsvalget, nærmer vi os i Holbæk Kommune den endelige nedlukning af vores folkeskole.

På økonomiudvalgsmødet onsdag bliver det samlede varmluftsforslag godkendt til videreførelse af kommunens folkeskolevæsen i absolut uændret form til gavn og fremtidig glæde for egnens private skoler. Kommunalbestyrelsen når tilsvarende at velsigne sagen på sit sidste møde før sommerferien.

Jeg har tidligere beskrevet kvaliteten af skoleudvalgets indstilling til bevarelse af status med udvalgets »lytninger« og forvaltningens supplement med en »undersøgelse«, som ville få enhver førsteårs studerende på et kandidatstudium til at un- dres.

På onsdag lægges låget så på syltekrukken for bevarelse af folkeskolens matrikelmodel, og såvel kommunens direktion som de fire overflødige skoleledere kan ånde lettet op og se deres magtpositioner forblive uantastet de næste mange år.

Det sker med Projektudvalget for Afbureaukratisering og Decentraliserings anbefalinger af oprettelse af det modsatte af, hvad udvalget var sat i verden for - nemlig afbureaukratisering.

Udvalget anbefaler derimod nye udbyggede bureaukratier ved, at der ved samtlige 18 skoler ansættes en »daglig leder« uden andre beføjelser end at være »skolens ansigt udadtil«.

Hvad dette ansigt skal vise udadtil - udover sit ansigt - får stå hen i dette uvisse. Intet om, hvad der føres fra de fire »skoleledere« oppe i hierarkiet ud til det daglige ansigt. Intet om, hvad det daglige ansigt må bestemme uden nik oppefra. Intet om, hvad der føres fra centraladministrationen ud til »de fire skoleledere«, nu hvor de åbenbart er opgivet som daglige ansigter udadtil. Intet om forældreindflydelse osv., osv.

Projektudvalgets andet kommissoriepunkt - decentraliseringen - er reelt ikke behandlet i udvalget.

Det kan selvfølgelig bero på, at udvalgets medlemmer, inkl. kommunaldirektøren, ikke ved, hvad decentralisering er, og så er de jo alle fire undskyldt.

Efter et års hårdt arbejde i udvalget oplyser dette, at hele herligheden vil koste kommunen yderligere 600.000 kr. årligt samt, at der ikke kan forventes »en direkte effekt af anbefalingerne i forhold til børns læring og trivsel«.

Kommunalvalgkampens dengang udbredte enighed om at gøre en formidabel indsats for kommunens hensygnende skolevæsen lægges hermed endegyldigt i graven, og freden i førerbunkeren kan sænke sig.

Ingen leder, chef eller direktør behøver at save i den gren, de selv sidder på. Det højt besungne kommunale selvstyre har talt.

Bent Brandt
Ahlgade 58 B
Holbæk