Holbæk Kommune mangler indsigt i vejforholdene omkring Holbæk Have, de mangler indsigt i data for cyklister, og de mangler indsigt i stisystemerne i området. Dermed bliver der truffet beslutninger på uoplyst grundlag.
Højen er en smal villavej, som blot er ni meter bred, har seks meter kørebane og 1,5 meters fortov på begge sider. Med disse mål er det ikke muligt at lave fornuftig vejsanering, som lever op til de anbefalede mål for etablering af sikre forhold for cyklister. Denne indsigt i vejforhold indgår ikke i kommunes analyse.
I forlængelse af dette, mangler kommunen data om cyklister. Kommunen kan ikke svare på: Hvor mange cyklister det forventes, at der ledes ud på Højen fra byggeriet af 1000 nye boliger i Holbæk Have? Dette spørgsmål findes der ingen svar på i kommunens analyse. Det er problematisk, da et større antal cyklister kræver bedre vejsanering. Derfor mener vi i trafikudvalget, at det er essentielt med data for cyklister, hvis det skal være muligt at konkludere, hvorvidt det er forsvarligt at lede 730 biler ud på Højen fra Holbæk Have.
Ud over manglende indsigt i vejforholdene og data for cyklister, mangler kommunen indsigt i stinettet i området. Her bliver Højen på kort fra Holbæk Kommune illustreret som blind vej til trods for, at Højen hænger sammen med Højstien. Denne manglende viden er problematisk, da Højstien er en central cykelåre på tværs af byen. Dette giver et misvisende billede af, hvor vigtig Højen er som cykelåre i Holbæk.
På trods af kommunens manglende indsigt, så ligger det i kortene, at Højen skal have 730 daglige bilkørsler fra Holbæk Have samt et uvist antal cyklister. Vi er uforstående over for, at der kan træffes vigtige beslutninger for området uden indsigt i nævnte forhold.
Den eneste fornuftige løsning er at gøre Højen til stillevej for cyklister, hvor ingen biler fra Holbæk Have ledes ud på Højen.
Hvis politikkerne har visioner for cyklisterne i Holbæk, så er her en oplagt mulighed for at skabe sammenhæng mellem Fælleden og byen. Den grønne kile bør derfor fortsættes ud af Højen som stillevej. Derved sikres det, at de mange cyklister ikke ender i trafikalt kaos. Denne løsning bakkes op af Lokalforum Holbæk.
Detaljer om hvordan Højen kan gøres til en stillevej er givet videre på et møde d. 12/11 med borgmester , Christina Hansen, formanden for Klima- og Miljøudvalget, John Harpøth samt chef for Vækst og Bæredygtighed, Mads Christensen.
Vi venter spændt på svar.
Sendt på på vegne af Trafikudvalget for Højen, Vænget, Diget, Hegnet, Godthaabsvej og Bakken.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her