Jytte Jørgensen skriver i et læserbrev om Hildis Have, at "flertallet i Økonomiudvalget er klar til at udarbejde dispensationer til den nye kommuneplan", og at vi politikere skifter mening "i løbet af fire måneder".
Det er rigtigt, at vi har skiftet mening på én måde; vi har nemlig besluttet os for endnu mere involvering af borgerne, og det er derfor, vi allerede har hørt så meget om Hidlis Have, og kommer til at høre mere. Herunder naturligvis at vi hver især giver udtryk for vores mening, sådan som Jytte Jørgensen gør det, og det er noget sådant vi efterlyser i byrådet.
Jeg mener personligt, at det er godt, at vi er ved at udvikle hele området ved stationen med boliger, men også med uddannelser på den ene side. Jeg mener også, at det er vigtigt at se på det omkringliggende og sikre, at Hildis Have kommer til at passe ind i området. Alt det skal vi sikre i processen for en ny lokalplan. Noget skal justeres, andet føres ud i livet. Det er ikke bygherres afgørelse alene. Byrådet er i gang med arbejdet.
Da økonomiudvalget i sidste uge behandlede sagen om Hildis Have, besluttede vi på indstilling af udvalget for arkitektur, byplan og trafik en række ting, der skal med i det, vi lægger ud til debat i offentligheden:
· Der arbejdes videre med en vurdering af behovet for parkeringspladser.
· Der arbejdes videre med levende kantzoner og åbne facader ud mod Vibekevej, så den nye bebyggelse ikke fremstår som et lukket boligområde.
· Der arbejdes videre med materialevalg, variation og nuancer.
· Der arbejdes videre med en tætheden og den præcise placering af byggefelter, for at sikre kvalitet i de udendørs opholdsarealer.
· Det sikres i lokalplanen, at det nye byggeri nedtrappes, så det ikke bliver højere end The Hill.
· At der arbejdes videre med hvordan det eksisterende møder det nye; særligt i forhold til Sdr. Jernbanevej 25.
· Sdr. Jernbanevej 25 (hovedbygningen) bliver erklæret bevaringsværdig.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her