17. september 2019
Skribenten, som er byplanlægger, har konkrete råd til byrådet omkring løsningen af problemerne på Nøjsomhed.Foto: Kenn Thomsen
Skribenten, som er byplanlægger, har konkrete råd til byrådet omkring løsningen af problemerne på Nøjsomhed.Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Sådan kan Nøjsomhed komme ud af ghetto-listen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sådan kan Nøjsomhed komme ud af ghetto-listen
Debat Helsingør - 05. september 2019 kl. 09:33
Af Annette Thierry, byplanlægger, Snekkersten
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Debat
Opråb til byrådet.

arrow Læs også: Direktør for stort boligselskab færdig efter kun to år

I er enige om at ville sikre, at Nøjsomhed forsvinder fra "ghettolisten"!

I er enige om, at for mange beboere i Nøjsomhed har reelle sociale eller økonomiske problemer, og at der skal sættes ind for at ændre på det!

Og I er ikke glade for tvangsflytninger!

Prøv at se på denne løsning:
- Omdannelse af gavllejlighederne

- Ingen tvangsflytning fra Nøjsomhed

- Beboerne af gavllejlighederne får tilbud om en anden lejlighed i bebyggelsen - eller i en anden almen bebyggelse

- Udskiftning af beboerne i knap en fjerdedel af områdets lejligheder

- Målrettet indsats: En stadig større del af beboerne kommer i arbejde og uddannelse

Resultat: Nøjsomhed forsvinder fra ghettolisten!

Et flertal i byrådet har accepteret tvangsflytning som "nødvendighed", da "ghettoloven" har sat en tidsfrist for ændringer. Procentdelen af folk uden arbejde eller uddannelse, eller med visse domme, eller af ikke-vestlig herkomst, må ikke overskride nærmere angivne størrelser. Realiseres disse ændringer ikke, stilles krav om langt voldsommere indgreb. Men man kan ikke plukke folk ud til tvangsflytning, hvis de ikke har overtrådt boligområdets regler. Derfor har man måttet finde et andet kriterium. Man valgte så gavllejlighederne, der kunne få elevator og dermed blive tilgængelighedslejligheder. Beboerne i 96 gavllejligheder har modtaget varsel om opsigelse.

Men de mennesker, der skal ud, er af alle slags, velfungerende eller ej, helt tilfældigt. En masse "forkerte" ryger dermed ud.

Pointen i den plan, jeg skitserer her er, at der holdes fast i omdannelsen af lejlighederne og i kriteriet for indflytning i dem efter renoveringen. Men at de fraflyttede tilbydes en anden lejlighed i Nøjsomhed. Det er stadig en slags tvang, men man kan blive i området. Og det er desuden en sædvanlig måde ved renovering af lejligheder. De der lever op til kriterierne for indflytning i de renoverede lejligheder, kan flytte tilbage. De øvrige kan stå på venteliste til der bliver en ledig lejlighed, der passer i størrelse, og indtil da indkvarteres midlertidigt.

Der er 7-10 procent almene boliger, der fraflyttes af naturlige årsager, dvs. omkring 40 ud af de i alt knap 470 lejligheder om året, der bliver ledige. (Denne procentdel gælder for alle de almene boliger i Helsingør i gennemsnit. Tallet for Nøjsomhed er ikke oplyst.) I dag er der knap 1 ½ år tilbage til fristen 31. december 2020. Dvs. allerede inden for den periode ville der være måske 50 boliger til rådighed. De øvrige kan blive på ventelisten. De udflyttede kan selvfølgelig også tilbydes en lejlighed i et af de andre almene boligområder.

Hvordan vil det påvirke de omtalte procenttal, hvis de alle bliver boende i Nøjsomhed? For det første vil knap en fjerdedel af boligerne som sagt nu blive beboet af folk, der bidrager positivt i forhold til ghettolovens krav, da der er tale om seniorer i arbejde og uden hjemmeboende børn. Det vil naturligvis påvirke procentandelene. Der er samtidig sket en udskiftning i de ca. 50 boliger. Hvilken påvirkning det vil have, ved man ikke i dag, da det er vilkårligt, hvem der flytter ud. Lige så vilkårligt, som hvem der bor i gavllejlighederne i dag, og hvem af dem, der vil flytte tilbage.

Men hertil kommer den indsats over for den enkelte, som byrådet allerede har sat i gang, for at få flere i uddannelse eller arbejde. Der er tale om den nye sosu-uddannelse, som tilbydes specielt til beboere i Nøjsomhed. Og en ny "håndholdt" indsats for at få flere i arbejde, som man har meget gode resultater med i forhold til flygtninge (over 50 procent kom i arbejde), og som nu skal prøves i Nøjsomhed. Og så er der igangsat en gennemgang af de uddannelser, som indvandrerne har med fra udlandet og som kan bruges som afsæt til danske uddannelser og arbejde. Flere indsatser kan tænkes. Individuelle tilgange er effektive.

Tilflytningen af "ressourcestærke" beboere er en af de måder, man kan påvirke de nævnte procentandele på, det er klart. Men hvilken effekt denne tilflytning vil have på de øvrige beboeres adfærd og på områdets udvikling i det hele taget, er yderst usikkert. Det viser hidtidige undersøgelser. Den ændring kan ikke stå alene. Og under alle omstændigheder er sociale indsatser over for dem, der har behov, det mest effektive, når der skal ske ændringer i menneskers sociale situation. Det viser al erfaring i forbindelse med omdannelse af udsatte boligområder. Og der er jo også enighed blandt jer i byrådet om, at den indsats er afgørende og vil fortsætte under alle omstændigheder. For områdets skyld - og for de berørtes.

Hvis I i byrådet vedtager denne ret til at flytte tilbage til en anden lejlighed i Nøjsomhed, vil I ud over de virkninger, der er forsøgt beskrevet ovenfor, opnå i hvert fald to ting:

I undgår de berørtes sorg over flytning og splittelse af familier og venner, deres følelse af afmagt, desperation eller raseri, som vil være naturlige og forventelige reaktioner både hos de flyttede og de tilbageblevne - og som desuden vil kunne kaste lange skygger i området.

Og I undgår det ubehag, I selv føler ved at skulle tvangsflytte mennesker fra deres bolig.

arrow Var de bedre tjent i Boliggården ?
04. september 2019 kl. 07:14 Opdateret: kl. 14:26
arrow Drop de meningsløse tvangsflytninger
29. august 2019 kl. 09:24 Opdateret: kl. 09:24
arrow Historisk ubehageligt eller en barsk - men nødvendig -plan?
27. august 2019 kl. 09:58 Opdateret: kl. 09:58