14. november 2018
Trelleborg Sealing Solutions skal flytte til Mørdrup.
Trelleborg Sealing Solutions skal flytte til Mørdrup.
Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hvad byrådet burde have gjort

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvad byrådet burde have gjort
Debat Helsingør - 05. juli 2018 kl. 07:30
Af Kjeld Damgaard, formand for Espergærde Byforening
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Debat
For et par dage siden blev det offentliggjort, at der nu snart ligger et lokalplansforslag, der muliggør et stort byggeri i Mørdrup på Kohavegaards areal mellem Nordbanen og Motorvejen. Politikerne er ved at svømme over i stolthed og begejstring over denne sag - nu har man sikret sig, at virksomheden med sine 3-400 ansatte kan blive i kommunen!

arrow Læs også: Lokalplan på plads: Stor fabrik kan nu bygges ved motorvejen

Og selvom det jo umiddelbart lyder meget godt, så er det megen god grund til at se på hvorledes denne sag reelt er blevet behandlet af byrådet.

Det hele startede med, at virksomheden Trelleborg gerne vil lave en udvidelse, men ikke har plads til dette. Derpå rettede de henvendelse til Helsingør Kommune, der kom i tanke om at man da vist har set at ejeren af Kohavegaard er interesseret i at sælge. Så giver man Trelleborg et klart signal om, at såfremt de køber denne ejendom, så vil kommunen sørge for, at der ikke bliver problemer med planlægningen.

Derpå køber Trelleborg Kohavegaard med jordtilliggende på et betinget skøde, idet man selvfølgelig betinger sig, at der bliver vedtaget en lokalplan, som virksomheden kan bruge til at bygge præcis det som man ønsker. Der er blot et lille problem. Området ligger i landzone og er faktisk slet ikke medtaget i den gældende kommuneplan som et område, der kan bebygges. Nå, det klarer vi også, meddeler borgmesteren med byrådet i ryggen. Vi laver blot et kommuneplantillæg, og går straks i gang med processen, som stort set går hen over hovedet på de fleste - det var noget med en forhøring - hvem har nogensinde hørt om sådan en?

Og sidste sommer offentliggjorde borgmesteren så med slet skjult stolthed, at man havde sikret, at Trelleborg kunne få dette areal til at bygge sin nye fabrik på. På det tidspunkt havde man dog endnu ikke vedtaget det såkaldte kommuneplantillæg - og ikke mindst havde man totalt glemt at informere den nabo, der bor klods op af byggeriet og som vil komme til at ligge indenfor planområdet.

Rystet nabo
Denne nabo, Mørdrupvej 145, var naturligvis rystet over at læse i avisen, at deres ejendom ville blive flyttet fra landzone til byzone med stigende ejendomsskatter til følge - samtidig med, at ejendommens værdi ville falde, som følge af at der ville blive bygget en stor fabrik i baghaven. Ejerne af denne ejendom havde købt huset i 2012 og havde grundigt undersøgt om der var planer for området, men havde konstateret at det var der ikke. Så overraskelsen var stor da dette fait accompli gik op for dem.

Ejerne af denne villa kunne først ikke tro på, at løbet allerede var kørt. De fik da også lov at skrive en indsigelse til borgmesteren, som selvfølgelig henlagde denne uden at ændre så meget som et komma i planlægningen. Efterhånden gik det op for villaejerne, at der ikke var andet for at forsøge at sælge huset, da udsigterne til en kæmpevirksomhed som nabo ikke var noget de ønskede. Men hvem ville købe? Naturligvis ingen med de planer, der nu pludselig var dukket op. Eneste reelle køber kunne være Trelleborg, der kunne have en interesse i at erhverve ejendommen, for enten at bruge den som funktionærbolig eller rive den ned. Men forhandlingerne med Trelleborg trak ud for til sidst at munde ud i et tilbud, der var helt uanstændigt dårligt for ejerne af villaen. De ville i praksis ikke have mulighed for at købe et andet hus og de vidste ikke hvornår de ville få pengene for huset.

Naboerne var med andre ord landet i en situation, hvor de helt uforskyldt ikke kunne sælge deres hus, ikke kunne købe noget andet og med udsigt til at få en stor nabo med trafikgener o.s.v. lige op og ned af huset.

Fornærmede politikere
Dette forsøgte undertegnede flere gange at gøre opmærksom på overfor lokale byrådspolitikere. Men desværre blev de nærmest fornærmede over, at nogen kunne betvivle deres fantastiske plan om Trelleborg. Blot det at antyde, at borgerinddragelse og demokrati i denne sag nærmest havde været en by i Rusland, afstedkom stærke reaktioner om, at jeg ikke ønskede at bevare arbejdspladserne, hvilket åbenbart skulle ske for enhver pris.

Men et stadigt pres på politikere medførte så alligevel til sidst, at der - efter 10 måneders kamp - endelig blev landet en aftale mellem Trelleborg og naboerne om at overtage villaen, således som det for nylig blev offentliggjort.

Ikke desto mindre er der god grund til at minde om, at denne behandling af en nabo er helt utilstedelig. Byrådet udnytter alle regler for planlægning for at undgå reel borgerinddragelse og medindflydelse for at få denne plan igennem. Og så vil man ikke hjælpe en nabo, der helt uforskyldt kommer i klemme.

Det byrådet skulle have gjort var naturligvis at købe naboens villa til markedspris, da sagen startede. Undskyldningen for ikke at gøre det har været, at så skulle man ifølge reglerne lade huset gå i udbud når man skulle sælge det igen. Man må ikke blot sælge videre til Trelleborg. Men det er jo en helt håbløs undskyldning. Der er jo alligevel ikke andre end Trelleborg, der ville være interesseret i at købe og selvom man så ikke kunne sælge til samme pris som man havde købt, så ville det være en sølle udgift i forhold til at behandle en medborger anstændigt.

Om kort tid kommer der et lokalplansforslag, hvor borgerne kan komme med indsigelser og ændringsforslag til denne plan. Det er dog næppe umagen værd - hele sagen er besluttet på forhånd og selv med de tungeste argumenter vil intet blive flyttet. For ikke ét byrådsmedlem har mod- og mandshjerte til at stille spørgsmål om værdien af 3-400 arbejdspladser. Så planlovens bestemmelser om borgerinddragelse er "en by i Rusland".