20. oktober 2021
KIM BRANDT
Foto: KIM BRANDT
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: DEBAT: Smart koordinering af gravearbejde ?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DEBAT: Smart koordinering af gravearbejde ?
Debat Helsingør - 02. februar 2021 kl. 06:21
Af Steen Toft Jørgensen, Sigynsvej, Ålsgårde

Der er behov for koordinering i Helsingør Kommune, så vi får løst flere vigtige opgaver på en gang.

Hvad presser sig på?
1. Separering af kloakering, så regnvand fra veje, tage og befæstninger løber i et rør, og vand fra vaske, toilet og bad i et andet kloakrør. Det forhindrer overløb ud i Øresund.

2. Grøn omstilling indenfor energi, primært opvarmning af bygninger (huse og lejligheder).

3. Udbygning af elnettet til opladning af elbiler og hybridbiler.

4. Udbygning af fiber til internet for husstande.

Der vil være en betydelig besparelse ved at koordinere det hele. Når der alligevel skal graves nye kloaker ned i vejene, så kan man ved samme lejlighed nedgrave fjernvarmerør, rør til fiber og nye forstærkede elkabler. På den måde undgår man at alt graves op flere gange i det næste årti.

Forsyning Helsingør vil lave en solcellepark ved Skibstrup - solcellerne genererer el og støjer ikke. Så vil det være smart at nedgrave slanger i jorden under solcelleparken, så strømmen bl.a. kan anvendes til en stor varmepumpe, som kan generere fjernvarme. Man kan så passende koble det på fjernvarmeforbindelsen mellem det flisfyrede værk og fjernvarmeforbindelsen til Hornbæk. Så har man en varmekilde mere frem for blot flis. Det gør det hele mindre sårbart. Fjernvarmen kan også føres til Ålsgårde og erstatte den individuelle gasfyring.

Da man for flere årtier siden startede med at hente gas op fra Nordsøen lavede man den store fejl, at man førte gassen ud til de individuelle forbrugere. Det havde været smart at lave decentrale gasfyrede værker, som genererede både elektricitet og fjernvarme. Og så have ført fjernvarmen ud til forbrugerne. Når man har en fjernvarme-struktur kan man nøjes med at erstatte fyringen i værkerne med ny type brændsel. Den mulighed har man ikke, når man fører gassen ud til hver forbruger.

Lad os ikke gentage fejlen ved at føre nye kabler med el ud til hver forbruger, og så lade dem opsætte individuelle varmepumper. Da de fleste huse har velfungerende haver, så vil kun få vælge at nedgrave slanger til jordvarme på egen grund - men nøjes med at opsætte en luftvarmepumpe. Det er ikke for sjov at Energistyrelsen har udgivet en støjberegner til luftvarmepumper! Se: stoejberegner.ens.dk Jeg bor selv i rækkehus og gruer for at alle naboer skifter gasfyret ud med en støjende luftvarmepumpe. Om vinteren vil det summe og støje fra ventilatorerne, og støjen stiger med pumpens alder pga. alm. slid.

Andre kommuner har andre muligheder. I Esbjerg opvarmes næsten alle husstande med fjernvarme, som kommer fra det store elektricitetsværk. Det nedlægges om et par år. Man vil så erstatte varmen med Danmarks største havvandbaserede varmepumpe + et flisfyret værk. Det kan lade sig gøre fordi havnen er en kæmpestor industrihavn, hvor en stor varmepumpe ikke betyder så meget mht. støj, da der ikke bor nogen i nærheden. Det kan naturligvis ikke lade sig gøre i Helsingør. Men i Helsingør kan i stedet for man placere varmepumpen ude ved solcelleparken i Skibstrup.

Mht. el- og hybridbiler så kommer der til at mangle tykkere elkabler ud til forbrugerne - ud over den vanskelige styring af fordelingen af el. Der er ingen tvivl om at elbilerne vil vokse i antal - det er jo en del af regeringens politik. Derfor er der behov for at nedgrave nye elkabler, hvis det hele ikke skal brænde sammen.

Tilsvarende er det klart, at (næsten) alle husstande har behov for hurtigt internet via fiber. Fiberkabler skal så nedgraves mange steder, hvor der endnu ikke er mulighed for fibertilslutning. Især i disse corona-tider med hjemmearbejde og hjemmeskole er det blevet klart for alle, at hurtigt internet er et must. TV går også mere og mere fra luftsignal og kabel-TV-net til at anvende streaming gennem internettet.

Mht. separering af kloaksystemet: det er vedtaget for nylig i byrådet, at man over 10 år skal nedgrave nye kloakker i mange områder, og den enkelte husejer selv skal betale for tilslutningen/separeringen på egen grund. De nye kloakker graves typisk ned i vejene.

Alt i alt vil der komme pres på gravearbejdet. Kan vi så ikke slippe for silotænkning? Hvorfor ikke koordinere gravearbejdet, så man løser flere problemer på en gang?

Det er muligt, at koordineringen kræver tilladelser fra staten og samarbejde med eksterne parter. Hvad med at kommunen søger regeringen om hjælp til et pilotprojekt, hvor det hele ordnes på en gang? Det kunne andre kommuner så lære af.

Det bliver spændende at høre partiernes mening før kommunalvalget. Hvad er deres mening om forslaget? Jeg håber da, at kandidaterne tænker på ovenstående praktiske problemstillinger.

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?