21. oktober 2020
Tarja, den finske samurai. Privat foto
Tarja, den finske samurai. Privat foto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Krænket? Mig? Nej!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Krænket? Mig? Nej!
Debat Halsnæs - 14. oktober 2020 kl. 17:37
Af Tarja Knudsen, Cand.Mag., Melby

Den unge mand fra Californien på min venstre side viste mig fotoer på
sin Ipad fra sin forrige tur til Lake Atitlan i Guatemala.. Det var der
vi var på vej hen i den minibus, hvor jeg sad på bagsædet mellem
amerikaneren og en midaldrende guatemalansk mand .

Pludseligt følte jeg en fod røre min højre ankel, og flyttede min fod
til venstre. Grusvejen som vi kørte på var fuld af huller og vi kunne
ikke undgå at slænges sidelæns mod hinanden.

Efter en stund følte jeg igen en fod mod min højre fod og denne gang var jeg sikker på at det ikke skyldtes den ujævne vej. Foden nærmest gned mod min ankel. Jeg trak min fod endnu længere til venstre og vendte hovedet langsomt til manden på min højre side.

Jeg stirrede ham i de mørke øjne og pegede på den store machete mellem mine ben. Det lykkedes mig også formulere en sætning på gebrokkent spansk “hvis en mand i mit hjemland Finland gør noget sådant uden en kvindes samtykke, hugger vi hovedet af ham med macheten”.

Manden så med et skræmt udtryk på mig og trak sig så langt til højre
han kunne. Det så ud som om han krympede. Han vendte hovedet mod
landskabet og lod som om han ikke hørte hvordan passagerer foran os
grinede af situationen. Jeg hørte nogen kalde mig for en finsk
samurai.

Da jeg havde kigget færdig på amerikanerens billeder, indledte jeg en
diskussion med den guatemalanske mand på min højre side. Han viste sig
være en tidligere skolelærer, der havde nyligt startet et
interessant projekt med en asiat som sad i samme bus. Det udviklede sig
til en interessant diskussion og alt for hurtigt var vi fremme i San
Pedro.

Følte jeg mig krænket af ham. Nej, selvfølgelig ikke. I det meste af
verden kan man forvente at mænd kan finde på at tage primitive
initiativer hvis de er interesseret i en kvinde. I min alder kunne man
måske opfatte det som et kompliment.

Det gør jeg nu ikke engang. Hvis jeg finder det irriterende, fjerner jeg mig bare fra situationen eller prøver at finde en mere eller mindre humoristisk måde at udtrykke hvad jeg synes om mandens opførsel. Jeg ejer min krop og behøver ikke at lade mænd misbruge den for at opnå deres accept eller fremme min karriere.

Skal der være en forældelsesfrist for, hvor langt tilbage man kan rejse anklage om en krænkelse?