23. oktober 2019
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Frederiksværks historie er helt unik, men hvem opdager det?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Frederiksværks historie er helt unik, men hvem opdager det?
Debat Halsnæs - 06. april 2019 kl. 09:32
Af Mads Henum, Billedkunstner, Hundested
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Undre mig på hvad jeg får at se over de høje fjelde.

Sådan skrev Bjørnstjerne Bjørnson i 1858. Man behøver slet ikke skue mod fjerne fjelde for at undre sig. Ret blikket mod Frederiksværk og det statsanerkendte museum og dermed offentligt støttede Industrimuseet.

Museet er sat i verden for at fortælle historie om alle de former for industri-foretagender, der har været i Frederiksværk. Det undrer mig, at museet får lov til at eksistere, med et veluddannet aflønnet personale, der ikke lever op til sin egen formålsparagraf. Industrimuseet formål er at indsamle og dokumentere, forske i og fortælle om de vigtige sider af vores fælles historie. Industrimuseet råder tilmed over flere bygninger. Palæet, Arsenalet, Saltpeterladen, projektilmagasinet og Krudtværket. Beklageligvis er alle bygningerne for det meste lukket for offentligheden. Det undrer mig, at man kan være et offentligt museum med den mangel på tilgængelighed. Der er ikke mange særudstillinger, og når der endelig er én, har museet åben fra kl. 10 til kl. 14. Det undrer mig, ingen arbejdende mennesker har mulighed for at komme på det tidspunkt.

Beklageligvis er de heller ikke åbent i weekenden. Det undrer mig, at man politisk godtager dette. Hvordan forestiller man sig at museet kan være med til at tiltrække turister med en sådan åbningstid? Det er vel b.la. det der er meningen med Industrimuseet.

Engang var der noget der hed De forenede Jernstøberier, D.F.J. Der lå også et Kobbervalseværk. Vi har stadigvæk et stålvalseværk men hvor bliver den del af vores fælles kulturhistorie fortalt - ingen steder. Det undrer mig, den politiske ansvarlige Helle Vibeke Lunderød intet foretager sig i den retning. Det undrer mig, når man som hende gerne vil kaldes »Kulturmama«.

Som kunstner og dermed kulturinteresseret undrer det mig. Jeg har vendt siutionen med flere andre og kan derfor oplyse de ansvarlige såvel politikere og museums ansatte, at vi er flere der undrer os.