30. oktober 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Naturstyrelsen eller Naturforstyrrelsen?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Naturstyrelsen eller Naturforstyrrelsen?

DEBAT af Lenni Gottlieb, Danmarks Naturfredningsforening Halsnæs

Debat Halsnæs Avis - 28. september 2020 kl. 09:39

Danmarks Naturfredningsforening afd. Halsnæs har tidligere kritiseret planerne om discgolf inde i skoven, og det gør vi stadig.
Vi har naturligvis klaget over den givne dispensation, som er sat i høring, ligesom vi naturligvis også vil komme med indsigelse i forhold til landzonetilladelsen. Det er for os ganske uforståeligt, at Miljøstyrelsen giver Naturstyrelsen Nordsjælland, som er lodsejer og også ansøger til anlæggelse af banen, dispensation efter skovloven til en udvidelse ind i en skov, der ligger i et Natura 2000-område, er fredsskov samt udnævnt til urørt skov. Sidstnævnte var oprindelig først gældende fra 2026, men er efter Miljøminister Lea Wernelins beslutning gældende allerede nu.

Hvem har egentlig i første omgang besluttet, at discgolfbanen skulle etableres, hvor den er nu? Det kan ikke være Halsnæs Discgolf Forening, som først blev dannet i september 2019. Allerede i 2017 blev muligheden for en senere udvidelse ind i skoven nævnt. Hvorfor valgte man ikke at etablere banen et sted, hvor en senere udvidelse kunne lade sig gøre uden problemer? Området har i den grad ændret sig fra at være en vild eng med slåede stier og en masse insekter og dyreliv. Nu slås græsset 12 gange om året, og græsset rives ikke sammen. Nærboende fortæller, at frøer, rådyr og insekter er forsvundet fra området, og kredsende rovfugle ses nu sjældent, så dyrelivet påvirkes.

Inde i skoven vil stativernes kæder larme, når disc’en kastes mod kurven og således forstyrre fugle, flagermus og rådyr. Vildfarne disc’ kan måske ikke findes og efterlades i skoven. Der vil være slidtage på buske, træer og bundvegetation på baneforløbene. Der er i den berørte del af skoven rigtig mange småstier, som benyttes af vandrere, løbere, hundeluftere og andre naturnydere. De er nu nødt til at søge andre steder hen i skoven for ikke at risikere at blive ramt af en disc. Disse problematikker m.fl. er faktisk også nævnt i et arbejdsnotat fra nov. 2019 på Halsnæs Kommunes hjemmeside, men er tilsyneladende blevet ”glemt”, da Byrådet jan. 2020 gav OK til det videre arbejde med udvidelsen inde i skoven.

Hvis man tror, at en discgolfbane kan etableres i urørt skov uden konsekvenser for skovens vegetation, kan man tage tur til den nyetablerede discgolfbane i Grønlien Skov i Frederikssund Kommune, kun 15 km fra Frederiksværk. Så vil man få syn for sagen.
For at bevare vores dyrebare Arresødal Skov bør man skrinlægge udvidelsen af banen i skoven og finde et alternativt sted til en 18 hullers udfordrende bane.

Bliver du påvirket af overgangen til vintertid?