Tirsdag d. 10. november 2020 var der generalprøve på det trafikkaos, der venter i Jonstrup, når anlægsarbejdet af rundkørslen i T-krydset Søhusvej/Jonstrupvangvej ved indkørslen til Jonstrup går i gang. Jeg er stor tilhænger af anlæggelsen af rundkørslen for give en mere sikker og bedre trafikafvikling for de mange nye husstande i Sydlejren, og når der er store begivenheder på Flyvestationen. Rundkørslen vil virke som en port til byen, dæmpe fart og støj samt begrænse gennemkørende trafik og i samarbejde med Jonstrup 89 lykkedes det mig tilbage i efteråret 2017 at få det på kommunens anlægsbudget. Dette valgløfte (debatindlæg 19-08-2017 i Frederiksborg Amts Avis) indfris nu, og det glæder mig at se, at arbejdet går i gang.
Jeg håber dog ikke, at det trafikkaos, der kunne opleves ved generalprøven, vil være gældende under anlægsarbejdet. Lysreguleringen tillod kun 5 biler at komme igennem ad gangen, selvom det røde lys varede 2½ min, så det tog mindst et kvarter at komme igennem. For at undgå køen, når man skulle fra Jonstrup til Værløse, kunne man også køre en omvej på 10 km og et kvarters ekstra køretid via Jonstrupvej, Frederikssundsvej og Skovvej.
Det er lysreguleringen af T-krydset, der giver problemer, fordi der skal lukkes biler ud fra Søhusvej til Jonstrupvangvej, som både skal kunne dreje til højre og venstre samtidig af den ene frie vejbane, som også skal bruges af biler, der kommer øst- og vestfra af Jonstrupvangvej. Det giver en bøvlet afvikling.
Jeg ville foreslå, at man under anlægsarbejdet lukker helt for udkørslen fra Søhusvej til Jonstrupvangvej, så den frie og lysregulerede vejbane alene bruges til afvikling af den øst- og vestgående trafik på Jonstrupvangvej. Trafikken fra Perimetervejen kan køre ud på Jonstrupvej via Sydporten i stedet for via Søhusvejudkørslen til Jonstrupvangvej. Det skulle dog kun gælde for person- og varebiler og ikke tung lastbilstrafik, som kan henvises til indkørslen i Sydlejrens vestende via Propelvej.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her