debat Støj fra vores veje er et stigende problem og har alvorlige helbredsmæssige konsekvenser. Også i Furesø Kommune er borgerne meget belastet af, at Hillerødmotorvejen går på tværs af hele kommunen, med store støjgener til følge for borgerne og virksomhederne.
Seneste beregninger fra Furesø Kommune viser, at der er cirka 3700 boliger i kommunen, som er udsat for støj. Problemet omkring trafikstøj strækker sig dog ud over hele landet. Trafikken på det danske motorvejsnet er steget med 36 procent i perioden 2010-2018, med voksende problemer med trafikstøj som følge. Samtidig forventes det, at vejtrafikken vil stige i de kommende år. På nuværende tidspunkt er der ikke udarbejdet en samlet oversigt, der viser behovet for investeringer i støjdæmpning langs statsvejnettet.
Venstre ønsker på den baggrund, at problemerne med trafikstøj fremover håndteres langt mere systematisk og effektivt end det er tilfældet i dag. Venstre har derfor fremsat et beslutningsforslag, som skal udarbejde en national støjstrategi, der skal være en del af den næste ambitiøse infrastrukturaftale, der indgås. I Venstres finanslovsudspil for 2021 var der sat en stor pulje af til støjdæmpning langs vejene, fordi at vi mener, at det her område skal prioriteres. Derfor er Venstre klar til at afsætte to milliarder kroner, fordi at vi har brug for at sætte handling bag ordene. Vi håber, at der bliver sat midler af i de kommende infrastrukturforhandlinger, som skal være med til at finansiere en national støjstrategi.
Der er brug for, at vi identificerer og fastsætter politiske mål og prioriteringer samt konkrete virkemidler i kampen mod trafikstøj. Derudover er det vigtigt, at vi indgår i en dialog med kommunerne og borgerne, således at vi kan sætte ind der, hvor det er nødvendigt.
Nu venter vi bare på, at regeringen indkalder til infrastrukturforhandlinger. Venstre er klar.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her