18. oktober 2021
Anders Medum Groth. PR-foto
Anders Medum Groth. PR-foto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: DEBAT: Kernevelfærdstropperne vælger Furesø fra

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DEBAT: Kernevelfærdstropperne vælger Furesø fra
Debat Furesø - 06. august 2021 kl. 13:35
Af Af Anders Medum Groth, byrådskandidat (R), Pipersvej 17, Farum

I Furesø har vi massive udfordringer med at fastholde og rekruttere fagligt uddannet personale til vores pædagogstillinger, lærerstillinger og på social- og sundhedsområdet. Måske var det på tide at tænke nyt?

Ifølge Danmarks Statistik 2018 er blot 54,6 procent af vores ansatte på dagtilbudsområdet pædagoger. Det er milevidt fra topscoreren Billund, som har hele 73 procent uddannede pædagoger på området. Furesø halser altså en del efter "Børnenes Hovedstad", som driftige folk har skabt som en del af visionen for Billund.

Hver femte lærerstilling i Furesø er besat af folk uden en lærer- eller meritlæreruddannelse. Kvaliteten af skolens undervisning stiger næppe under disse forudsætninger.

På social- og sundhedsområdet er det helt galt. I 2017 var der i Furesø 17 procent ufaglærte på området. På fire år er andelen af ufaglærte steget til svimlende 32 procent. Den udvikling er gået alt for skævt. Jeg noterer mig, at de tre socialdemokratiske medlemmer (Mathilde Powers, Lene Bang og Bettina Ugelvig Møller) i det ansvarlige udvalg i Furesø fortæller, at løsningen på udfordringen skal findes følgende to steder: Staten skal levere på bedre løn- og uddannelsesmuligheder. Borgerne i Furesø skal levere ved at "tale ældreplejen op igen". (Furesø Avis 28. juli).

Dertil kommer en lang opremsning af tiltag i den seneste periode, som efter socialdemokraternes udsagn skulle hjælpe på udfordringen med at rekruttere nyt personale til området. Og lad mig med det samme sige at jeg synes godt om mange af disse tiltag. Men udviklingen på området kalder på flere svar. Tallene taler deres klare sprog. Indlægget sluttes af med et stort åbent spørgsmål, hvor de tre politikere tilkendegiver, at de ikke har svaret på udfordringen. Deres bedste bud er, at spørge medarbejderne om hvad der skal til, for at de har lyst til at søge og blive i et job i ældreplejen i Furesø. Det svarer til at gå i rundkreds og diskutere, hvordan en ildebrand bedst slukkes, alt imens at bygningen stille og roligt brænder ned.

Andelen af ufaglærte på området er steget med 15 procentpoint på fire år. Furesø placerer sig dermed som den kommune med tredjeflest ufaglærte på området i regionen. Samtidig er vi den kommune i regionen med den mest negative udvikling på området i denne valgperiode. (Kilde: Pressemeddelelse fra FOA, 21/7)

Nu er der netop kommet tal fra dette års optagelser på de videregående uddannelse. Og det er ikke herfra, at løsningen på udfordringen kommer dumpende ned fra himlen. Optaget af nye studerende på pædagog- og læreruddannelserne er stagneret igen. Og det sker i en tid, hvor vi kan imødese et stigende børnetal. Ligeledes uddannes der langt fra nok personale, til at tage sig af en stigende gruppe af ældre. I en situation som denne, er det simpelthen ikke nok, at satse på en strategi hvor uddannelserne og fagene skal "tales op". Vi mangler en national rekrutteringsstrategi til vores kernevelfærdstropper. Den socialdemokratiske minister er ikke villig til en sådan. Så udsigterne til en løsning her lader vente på sig.

Vi er dermed overladt til os selv i Furesø. Vi skal selv finde svar på udfordringerne. Og svaret behøver man altså ikke at spørge efter. Der er blevet råbt op om det i lang tid. Vores kernevelfærdstropper mangler tid, rum, hænder og ejerskab til at løse opgaverne. De mangler uddannede kolleger til at hjælpe dem med at løfte niveauet. De mangler plads og tid til at udøve den kompetente faglighed som de besidder.

Furesø er i hård konkurrence med vores nabokommuner om de samme hænder. Hvis vi vil have den højeste kvalitet og større andele af den uddannede arbejdskraft, skal der investeres i løn og arbejdsvilkår. Det er ikke raketvidenskab. Men det kræver vilje og prioritering at nå dertil. Lad os gøre Furesø til den mest attraktive kommune i Nordsjælland at være ansat i. Så skal billedet nok ændre sig. Det vil gavne muligheden for et godt børne- og ældreliv. Det er bare med at komme i arbejdstøjet.

Rejser du til udlandet i år?