1. august 2021
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: DEBAT: Da min mor blev mere syg, ringede jeg til visitationen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DEBAT: Da min mor blev mere syg, ringede jeg til visitationen
Debat Furesø - 23. juni 2021 kl. 19:41
Af Vinnie Holst, Marie Allé 12, Hareskovby

debat Min mor sov stille ind natten til mandag den 7. juni i sit eget hjem i Jonstrup efter kort tids sygdom.

Jeg havde for godt en måneds tid siden aftalt at holde et møde med visitationen hjemme hos min mor med henblik på at tale om mere hjælp til praktiske ting. Min mor på 93 år havde, indtil hun blev syg den 31/5, hjemmehjælp hveranden onsdag.

Da jeg kunne se, at min mor blev mere og mere dårlig, ringede jeg tirsdag i ugen før min mor døde til visitationen, hvor mødet skulle have fundet sted om torsdagen, og ville aflyse det. Personen, jeg talte med, kunne ikke se noget møde i kalenderen, så vi blev enige om, at nogen måtte have slettet det. Dagen efter om onsdagen blev jeg ringet op af visitationen, som sagde at mødet var blevet aflyst! Ikke nok med det, så blev jeg ringet op af en anden person fra visitationen et par timer senere samme dag , som talte om det samme møde, der så altså ikke skulle finde sted. Hun talte også om, at nu fik min mor jo meget hjælp(!) - min mor var på det tidspunkt sengeliggende, og fik besøg af hjemmesygeplejersker og hjemmehjælp den sidste uge inden sin død, så det var lidt hårdt for os pårørende at høre, da det nærmest blev sagt i en bebrejdende tone, vi taler altså om en uge, hvor hun fik mere hjælp, men hun nævnte også, at man kunne overveje at sætte en nøgleboks op på min mors hoveddør. Her kunne jeg så fortælle hende, at der faktisk var installeret en for flere år siden. Senere samme dag blev jeg igen ringet op af en medarbejder fra visitationen, altså tre personer samme dag om samme møde, som ikke skulle finde sted. Da jeg fortalte hende, at jeg havde talt med 2 andre om samme møde, kom hun i stedet med nogle gode ideer til, hvad min mor kunne have brug for af hjælpemidler, fint nok, men det tyder på, at kommunikationen godt kunne strammes betydeligt op.

Til gengæld vil jeg gerne rose alle de sygeplejersker, som kom hos min mor. Det var en stor tryghed for os pårørende at tale med jer om, hvad der kunne hjælpe min mor i hendes sidste tid. Så stor tak til Mie, Janni, Heidi, Pernilla og Conny for jeres omsorg.

Den største tak skal dog gå til min mors faste hjemmehjælper, Lene, som har været en helt uvurderlig støtte for både min mor men også for os pårørende. Lenes empatiske evner og hendes nærvær har været fuldstændig fantastisk. Hun burde om nogen have en pris, hvis der ellers fandtes en sådan, for bedste støtte, omsorg og pleje. Tak Lene.

De olympiske lege i Tokyo er igang. Hvor meget OL-guld regner du med vil blive uddelt til de danske atleter?