20. oktober 2021
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: DEBAT: Opfølgning på infrastrukturforliget

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DEBAT: Opfølgning på infrastrukturforliget
Debat Frederikssund - 06. juli 2021 kl. 17:16
Af Kirsten Weiland, Møllevej 35, 3600 Frederikssund; Ole Peltola, Muslingevej 7, 3630 Jægerspris; og Tage S. Rasmussen, Ingridsvej 13, 3550 Slanger

Som bekendt er det nye nationale infrastrukturforlig for perioden 2022-2035 blevet offentliggjort, og det vil på mange måder påvirke hverdagen for borgerne i Frederikssund Kommune.

Først og fremmest er det intet mindre end fantastisk, at brugerbetalingen på Kronprinsesse Marys Bro bliver fjernet.

Fjordlandslisten har siden sin tilblivelse i maj 2020 arbejdet vedholdende for fjernelsen af brugerbetalingen, men æren for resultatet må overordnet set tilfalde borgerne og styregruppen bag »Broafgift? Nej tak!«.

Stort tillykke til borgerne og tak for indsatsen til styregruppen.

At den uretfærdige betaling nu endelig fjernes, vil have mange positive effekter. Det primære er, at det vil binde kommunen meget bedre sammen, hvilket er en af Fjordlandslistens vigtigste målsætninger og en væsentlig del af vores værdigrundlag.

Borgerne kan fra næste år vælge den mest optimale vej over fjorden, og på den positive side forventes det at blive mærkbart i forhold til trængslen gennem Frederikssund samtidig med, at det vil give en miljømæssig gevinst, når trafikken finder sit naturlige leje.

I den kommende tid vil Fjordlandslisten kigge nærmere på restriktionerne for den tunge trafik og på støjgenerne ved Kronprinsesse Marys Bro i et forsøg på at finde fornuftige løsninger, som i størst muligt omfang kan begrænse generne.

Desværre blev 3. etape af motorvejen til Frederikssund skudt langt ud i fremtiden.

Det positive er, at den nu er sat på planen, men tidshorisonten er en kæmpe skuffelse for Frederikssund Kommune. Ikke mindst i forhold til projekt Vinge, som nu bliver vingeskudt fra Folketingets side.

På den baggrund bliver det nu nødvendigt at revidere alle planerne omkring Vinge, så tingene kan hænge sammen - det er Fjordlandslisten helt enig med Hans Andersen i.

Fjordlandslisten glæder sig over, at Infrastrukturforliget også omhandler elementer omkring S-togslinjen, som kan få stor betydning for Frederikssund Kommune fremadrettet.

Specielt et vendespor ved Carlsberg Station kan muliggøre reel 10 minutters drift på S-togslinjen til Frederikssund.

Endelig lægges der op til andre interessante elementer for Frederikssund Kommune omkring cykelstier og omkring biodiversiteten langs veje og jernbaner samt ikke mindst opgaven omkring ladestationer til el-biler.

Fjordlandslisten vil i spænding afvente, at disse elementer i forliget bliver mere konkrete.

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?