Blot en uge efter at Movia's presseafdeling kaldte det en fejl at Østbanen i forslaget til ny mobilitetsplan var illustreret som en R-bus linje, dukkede busser op igen på scenen, denne gang blot benævnt BRT, Bus Rapid Transit.
Mens BRT muligvis er en god løsning i mange storbyer, mener vi hos Dansk Folkeparti ikke det er løsningen på det akutte problem vi har mht. Østbanen. For at fastholde bosætningen i Faxe og Stevns må borgerne have tillid til at der er stabil offentlig transport mod Køge og videre nordpå, til både uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser, med kort rejsetid, høj afgangsfrekvens og mulighed for at arbejde/studere under rejsen. Denne tillid kan hurtigt forsvinde hvis Østbanen skal være prøveklud for BRT-systemet på længere strækninger i det åbne land, og få mange til at vælge bilen frem for den offentlige transport.
Omkostningerne ved renovering af skinnerne er store, på ca 650 mio. kr., men dette er for intet at regne sammenlignet med de milliardstore investeringer der er sket ifm. andre infrastrukturprojekter i disse år, som f.eks. Metrobyggeriet og Ringstedbanen. Her er en oplagt mulighed for regeringen til helt konkret at leve op til sine visioner om at man "ønsker et land i balance og arbejder for et sammenhængende Danmark med vækst og muligheder i alle dele af landet" som det så smukt hedder i politikken for landdistrikter.
Der er ikke brug for eksperimenter eller discountløsninger, men derimod at Regionen og Transportministeriet finder en hurtig løsning omkring finansiering af skinnerenoveringen, så Østbanen kommer op på et serviceniveau der sikrer en rimelig betjening af borgerne i Sydøstsjælland, og mulighed for regional udvikling, herunder evt. senere tilslutning til S-togs nettet.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her