14. august 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hvad mon Dronningen vil sige?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvad mon Dronningen vil sige?
Debat Faxe - 11. juni 2020 kl. 15:55
Af Dennis Lund, Overdrevsvej 71, Atterup
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Åbent brev til borgmesteren.
Når skovene brænder, luften er tyk af røg, isbjergene bryder i store flager, vandet stiger til det absurde og regnskyl pakker landsbyer ind i mudder, så skal man handle og ikke bare bortforklare klimakrisen - alt andet vil være stupidt.

Men hør: Det er ikke ensbetydende med, at ethvert grønt tiltag skal have fripas.

Det er netop hér skoen trykker!

Solcelleplanen for Jomfruens Egede nord for Faxe er et eksempel på, at et privat initiativ skal nyde fremme i ly af et grønt image, fordi en bagved liggende businesscase ser profitabel ud for godsejer m.fl., men derimod ikke for borgerne.

Projektet sætter sig eklatant mellem to stole. Hver dag taber solenergien terræn i forhold til vindkraften, fordi vind er billigere, mere driftssikkert, lagringsproblemer er tæt på at blive løst, produktion og drift kan ske i Danmark, det tager mindre plads op og det er langt mere tåleligt for landskabet - og ikke mindst når de fremtidige vindmølleparker sættes op til havs. I dag har vi ca 6 GW vindkraft, men de seneste undersøgelser viser, at der ligger projekter for mere end 18 GW i pipelinen herhjemme. Der er fart på!

Solcellerne på godsets jorder (ca. 200 ha) er for stort til lokal forsyning og alt for lille, hvis det skal gavne langt ude på nettet. Solceller kan noget på husstandsniveau, små boligforeninger, på store, flade industritage og deslige. Her konkurrerer det fint med vindkraft og især hvis energien går lige ind i fabrikken. Men godsejerens projekt er for lille til at være stort og for stort til at være lille!

Hvorfor skal egnen så plages med kæmpestore sorte glasmarker, der beslaglægger god landbrugsjord, som kommunen selv har karakteriseret som værdifuld og placeret på et areal, som staten ikke anbefaler til solceller. Det smadrer et herregårdslandskab, som kommunen selv har bogført som meget værdifuldt og endelig pakker man hele landskabet ind i en karakterløs og egnsfremmed beplantning, der lægger sig som grøn ståluld langs vejkanter og skel?

Projektets solceller placeres i ca. 2,5m højde, måske sine steder højere; terrænet kan reguleres med op til 2 m, den omgivende nye beplantning skal kun være 2,75 m høj og inden den væksthøjde opnås, er vi måske 10 år fremme - og så er restløbetiden for solcellerne 20 år. Det er også meget, men ikke meget for at ødelægge et unikt 3-400 år gammelt herregårdslandskab, der aldrig kommer tilbage. Dronningen ville have sagt, at det er dumsmart!

I mindst 10 år, måske mere vil vi alle kunne se store dele af solcelleparken, uanset levende hegn. Det er slet ikke illustreret i lokalplanen. Jeg skal ikke føre bevis for de mange småfejl og tåbeligheder planen har, men blot betone, at arbejdet er et ringe bestillingsarbejde, udført så det skulle glide ned i halsen som bred smør og ellers skjules af en grøn politik, en politik, som kommunen overhovedet ikke redegør for i planen. Der er ingen målestok, intet eksakt, men kun forblommede vendinger i planen.

Kommunen går lodret imod sin egen kommuneplan, sin egen landskabsanalyse og sin egen turismestrategi. Der lades hånt om herregårdslandskab, jordbonitet, godsets bygninger og kulturhistoriske spor. Det står sort på hvidt i planen. I fremtidens herregårdslandskab kan vi vandre rundt, som om vi befandt os i bunden af en karsebakke. Og de to små landsbyer klemmes inde. Det er uartigt!

En sådan plan bør ikke gennemføres uden en meget grundig diskussion, når man så radikalt forlader det planlægningsgrundlagmæssige man har vedtaget og lovet borgerne. Det grænser til det ikke-lovmedholdelige og er i hvert fald en hån mod borgerne.

Jeg er rystet, fortvivlet og har mest lyst til at vende tilbage til København. Her hvor mafiaen også geråder, er der i det mindste en kritisk masse, der til tider kan dæmme op for de værste narrestreger.

Hvad siger du så borgmester?

Dansk Folkeparti vil stoppe forhøjelse af pensionsalder ved 70 år. Er det en god idé?