15. juni 2021
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Østlig omfartsvej er spild af borgernes penge

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Østlig omfartsvej er spild af borgernes penge
Opdateret 10. maj 2021 kl. 13:15
Debat Faxe - 10. maj 2021 kl. 10:15
Af Birgitte Sørensen Skovvang 22, Haslev

Det er trist at være tilskuer til en proces, hvor et flertal på 15-10 i byrådet stadig insisterer på at gennemtrumfe en østlig omfartsvej i Haslev til cirka 50 millioner kroner.

Det vækker mindelser om den nu droppede omfartsvej omkring Mariager.

På borgermødet i september 2020 var hovedargumentationen for omfartsvejen trængselsproblematikken om morgenen ved Haslev Privatskole. På det virtuelle borgermøde 4. maj var det den tunge trafik.

Begge dele findes der andre løsninger på!

Jævnfør kommunens egne analyser, så er den besluttede omfartsvej mellem Køgevej og Ny Ulsevej kun en genvej for få køretøjer - så hvorfor overhovedet bruge 50 millioner kroner på at lave den?

Gennemfører man de tiltag på Bråbyvej og Køgevej, der er planlagt for at flytte trafikken, sammen med etableringen af de planlagte ramper ved Ulse, så får man samme resultat: Trafikken fjernes fra de to veje.

Kombineres det med en ny indkørselsvej til privatskolen og det tilhørende kvarter ad ringvejen, så løses trængselsproblematikken på Bråbyvej.

Tidsmæssigt er der ikke forskel på at køre ad en nordvendt rampe ved Ulse eller ad Bråbyvej og Køgevej målt fra krydset mellem Ringvejen og Bråbyvej. Argumentationen for omfartsvejen holder ikke.

Byrådet har netop sendt Kommuneplan 2021-2033 i høring. Det klinger hult, når der for eksempel står »Gode naturoplevelser kræver en sund og mangfoldig natur, og med biologisk mangfoldighed i tilbagegang har vi en stor opgave i at vende denne triste udvikling«, og man så samtidig smadrer et helt område med et unikt landskab, samt et rigt fugle- og dyreliv (med fx ynglende havørne) med en overflødig vej og ny boligudbygning.

En udbygning der ikke en gang er med i perspektivplanerne for byudviklingen i Haslev.

I kommuneplanen fremhæves blandt andet folkeskoven i den vestlige af byen - et nyanlagt område med begrænset dyre- og fugleliv omkranset af veje og jernbane, der aldrig vil kunne få samme biodiversitet, som det område der ødelægges.

Den østlige omfartsvej ved Haslev giver ingen mening og er spild af borgernes penge.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?