I forbindelse med et sygdomsforløb med kræft i allernærmeste familie oplevede jeg, hvorledes de ansatte SOSUer i hjemmeplejen i Faxe Kommune gjorde et professionelt og empatisk arbejde for os - som for mange andre - i livets mørkeste timer.
Takken herfor har været at fyre en fjerdedel af de ansatte inden for de sidste tre år - 98 i alt.
Mens Faxe Kommune har afskediget 24 procent, så har Stevns Kommune kun afskediget to procent. Det samlede tal i de sjællandske kommuner udgør 14 procent.
Direktør for området i Faxe Kommune, Marianne Hoff Andersen, er meget overrasket og lægger sig fladt ned. Men den sørgelige udvikling i Faxe Kommune har stået på i alle de år, hvor direktøren har været ansat, og man må undre sig over, at dette store antal fyringer først nu med offentliggørelsen i avisen, kan få direktøren til at ville prøve at ændre på tingenes kedelige tilstand.
Det er byrådet, der har det politiske ansvar, men som direktør for området har Marianne Hoff Andersen et kæmpe ansvar, og hun har lavet dårligt administrativt håndværk til stor skade for borgerne og de ansatte, som vi skylder en stor tak.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her