13. juni 2021
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Kære borgmester: Træd i karakter og få aflivet Ring 5

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Kære borgmester: Træd i karakter og få aflivet Ring 5
Debat Egedal - 22. marts 2021 kl. 12:53
Af Jes Henningsen, Stærevej 14, 3660 Stenløse

Debat
Egedal: Kære Karsten Søndergaard

Stor tak for Egedals indsats for biodiversiteten. Men det må da føles underligt på den ene side at arbejde for vilde blomster i haverne, og på den anden side at lobbye intenst for det hærværk mod natur og biodiversitet, der vil være en uundgåelig følge af, at lægge en motorvej gennem Værebro Ådal.

Der skal rigtig mange insekthoteller til at kompensere for det. Men nu ligger halvdelen af motorvejen der allerede, og i den anden ende giver Fjordbroen kun mening, hvis den nordlige del af Hornsherred i fremtiden skal udbygges med parcelhuse. Det vil betyde en stærk forøgelse af vejtrafikken, så løbet er nok kørt.

Men du kan kompensere på en anden måde. Willy Eliasen gjorde her i avisen 20. marts opmærksom på, at Ring 5 kun er skindød, og opfordrede Nordsjællands borgere til at støtte modstanden mod en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg. Problemstillingen ligner. Med en fast forbindelse til Sverige i den ene ende og en Femern tunnel i den anden, vil presset for Ring 5 på sigt blive uimodståeligt. Svenskerne vil juble, og vi andre kan bare ærgre os over, at vi sov i timen.

Rentabiliteten af Femern forbindelsen hænger på trafikmængden, og det vil blive brugt som argument for såvel H-H forbindelsen som for Ring 5. Det problem kan løses. Københavns Kommune er lukket inde af omegnskommunerne på den ene side og Øresund på den anden, og forventer alligevel at vokse med op mod 200.000 indbyggere frem til 2050. Men de kan lige så godt først som sidst erkende, at de ikke i al fremtid kan skaffe boliger nok til at tilfredsstille en vilkårlig høj efterspørgsel.

Derfor, forlæng fingerplanens Køge-finger til Rødby, og lad en del af fremtidens erhvervs- og befolkningsudvikling ske som perler på en snor langs den eksisterende motorvej, suppleret med en parallelt løbende letbane. Det vil forbedre rentabiliteten af Femern forbindelsen på basis af en dansk efterspørgsel, man undgår en miljøbelastende strøm af svenske og norske lastvognstog gennem Nordsjælland, og det vil skabe udvikling i en del af Danmark, der lige nu karakteriseres som et udkantsområde.

Kære Karsten Søndergaard: Træd i karakter. Tænk stort, og grib fat i dine kolleger i det kommunale landskab, ikke bare i Region Hovedstaden, men også i Region Sjælland. Der er et potentiale for at få aflivet Ring 5 definitivt, og for en egnsudvikling, der vil give baghjul til alle tidligere tiltag.

Hvor langt tror du Danmark når ved EM