21. august 2019
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bolden, ikke manden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bolden, ikke manden
Debat Egedal - 06. maj 2019 kl. 14:03
Af Ulrik John Nielsen, uafhængigt byrådsmedlem i Egeda
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Debat
Jeg skal da lige love for, at jeg fik formanden for Familieudvalget op af stolen, mindre end 24 timer efter mit læserbrev om BUPL's rapport om normeringerne i Egedals børneinstitutioner og om forholdene om alt for lidt pædagoger.

Tonen i formanden for Familieudvalgets modsvar er personligt og til tider spydigt. Ikke ligefrem noget, der bidrager til samarbejdet. Men som sagt et angreb er det bedste forsvar. Man føler sig nok truffet over, at jeg skriver, at der skal ske noget nu. Jeg forholder mig kritisk, fordi der ikke rigtigt sker noget på området. Og fordi Egedal skal være et godt sted at slå sig ned med børn.

Det er helt rigtigt, at der i budgettet er sat lidt flere penge af, men det forslår ikke rigtigt på den lange bane, og det er ikke noget forældrene og pædagogerne mærker i dagligdagen.

Lige netop den måde at svare på og i denne tone, bidrager til politikerlede i befolkningen. Dog er det bemærkelsesværdigt, at siden Venstre i Egedal hovedkulds ekskluderede mig, har de hver gang, jeg ytrer mig i medierne, været hurtige med personlige angreb og spydige bemærkninger, men jeg går efter bolden og ikke manden.

Dog er det dejligt at se den opbakning, jeg har fået for mit læserbrev fra rigtig mange borgere. Jeg forholder mig jo også kun til fakta, at forældre med børn i flere af kommunens institutioner er enig med mig i mine anskuelser, og det står jo også sort på hvidt i BUPL's rapport, at der skal og må være øget fokus på normeringsproblematikken.

Jeg er ikke interesseret i mudderkastning, men må bare sige, at i de cirka halvandet års tid, jeg nu har siddet i Egedal byråd, er jeg chokeret over den tone, der bliver praktiseret overfor hinanden. Jeg har oplevet frontale angreb på flere af mine andre kollegaer i byrådet. Hvor nogle glemmer, at hvert enkelt medlem af byrådet repræsenterer mange personlige stemmer. Vi har mange holdninger, der ikke er ens og repræsenterer forskellige partier.

Vi skal bare huske den gode tone. Ingen skal gå fra møderne med ondt i maven eller grædefærdige.

Jeg kan godt kende forskel på kærligt drilleri eller frontale angreb eller mobning, og jeg ved, at der er flere i byrådet, der deler denne holdning og opfattelse.

Jeg håber, tonen vil blive bedre i fremtiden til gavn for borgerne i Egedal.

De skulle jo nødigt tro, at der ikke er en voksen til stede!