25. oktober 2021
KV21-debat.
KV21-debat.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Hvad med de unge i Allerød Kommune?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Hvad med de unge i Allerød Kommune?
Debat Allerød - 24. september 2021 kl. 18:38
Af Eric Lerdrup Bourgois, KV21-kandidat for Konservative, Gl. Lyngevej 63, Lillerød

Vi har ikke én - men to - demografiske udfordringer i Allerød kommune. Den første er, at der bliver flere ældre, og den anden er, at vi ikke formår at tiltrække unge i 20'erne.

Den første udfordring - med de flere ældre borgere - er der stor interesse for - men den anden i forhold til de færre unge borgere, tja, der ser det vist anderledes - nærmest sort ud...

Danmarks Statistik-bank viser, at vi i alle årgange i 20'erne har godt 60 procent (i runde tal) færre borgere end i de øvrige, yngre årgange.

Nogen vil sikkert mene, at det er en selvfølge, at de unge flytter væk, når de er færdige med deres ungdomsuddannelse, for så måske at flytte tilbage, når de skal etablere familie?

Og der kan helt sikkert være god mening i at lære København og andre danske storbyer at kende som studerende.

Men er det virkelig en selvfølge, at vi ikke kan tiltrække unge i 20'erne? Det mener jeg ikke.

For de unge kan tiltrækkes - det kræver blot den rette interesse, det rette miljø og de rette forudsætninger.

Hvorfor har vi f.eks. ingen videregående uddannelser i Allerød Kommune? Hvorfor har byrådet ikke ville kæmpe for denne oplagte mulighed, når nu tusindvis af uddannelsespladser er blevet udflyttet fra de store byer?

Hvorfor har vi ingen kreative/design-uddannelser, som vil ligge lige til højrebenet i forhold til vores kulturarv - og som desuden ville kunne skabe synergi i forhold til vores verdenskendte møbeldesign-erhvervsliv? Hvorfor har vi ikke kollegie og ungdomsboliger af betydning? Hvorfor har vi ingen ungepolitik og ungeråd - nu vi f.eks. har et seniorråd?

Og jo tak, vi har en ungeindsats for de indtil 24-årige, som alene sigter på beskæftigelse...

Spørgsmålene er mange - og de vidner desværre nok om en "sidden på hænderne" og en misforstået accept af den demografiske tilstand.

Jeg håber, at der kan skabes et helt andet ungefokus. For vi behøver de unge i 20'erne for at skabe liv og gang i gaden.

Det - og de - vil nemlig kunne medvirke til at styrke vores fællesskab og identitet, og dermed være til glæde og gavn for os alle i Allerød Kommune.

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?