26. maj 2020
Arkivfoto: Jan F. Stephan
Arkivfoto: Jan F. Stephan
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: DEBAT: Allerøds bevaringsværdige huse i fare

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DEBAT: Allerøds bevaringsværdige huse i fare
Opdateret 20. maj 2020 kl. 14:58
Debat Allerød Nyt - 20. maj 2020 kl. 14:30
Af Kristoffer Schmidt, museumsinspektør, ph.d., Museum Nordsjælland
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Debat Allerød Kommune har endnu engang vist, at de ikke interesserer sig for bygningsbevaring. Det nyeste eksempel herpå er kommunens ageren i forhold til det nye lokalplansforslag for Allerød Bymidte. Da lokalplanen påbegyndtes, foretog Museum Nordsjælland som høringspart en større gennemgang af de bevaringsværdige bygninger i lokalplansområdet. For hver ny lokalplan skal kommunen nemlig foretage en såkaldt miljøscreening, hvori man vurderer påvirkningerne af en ny lokalplan - herunder indvirkningen på bevaringsværdige bygninger eller områder. Med en ny lokalplan har man så mulighed for at registrere de bevaringsværdige bygninger og herved beskytte dem mod f.eks. nedrivning eller nybyggeri.

I sin gennemgang af lokalplansområdet fandt museet, at der fandtes flere bygninger, som havde så høje bevaringsværdier, at de burde bevares. Udover Allerød Station konkluderede museet blandt andet, at Allerød Biograf, den gamle badmintonhal (nu Centerhallen), byens første "højhus" på M D Madsensvej 1, den lokale arkitekt Georg Jensens arkitektonisk imponerende byggeri på M D Madsensvej 14-16, etagebyggerierne på Fritz Hansensvej 17-21 og Amtsvej 12-14, en mindre murermestervilla på Frederiksborgvej 8 samt en meget fin ældre villa på Frederiksborgvej 23 burde registreres i lokalplanen som bevaringsværdige.

Museet forventede, at kommunen ikke ville lade alle de foreslåede bygninger blive erklæret bevaringsværdige. Det var dog en stor overraskelse, da man i det offentliggjorte lokalplansforslag kunne læse, at kun stationen blev erklæret bevaringsværdig. Centerhallen, der ellers i den gældende lokalplan (lokalplan 295), var udpeget som bevaringsværdig, var uden nogen saglig begrundelse ikke længere bevaringsværdig.

Lige så slemt var det, at man undlod at erklære Frederiksborgvej 23 bevaringsværdig. Denne fine bygning er opført i 1927 af tømrermester Anders Petersen, der var med til at bygge adskillige villaer i Allerød i starten af 1900-tallet. Villaen er en arkitektonisk perle med flere fine detaljer. Det anerkendte man også i lokalplansforslaget, men undlod at erklære den bevaringsværdig: "da den ikke i særlig høj grad medvirker til at formidle Allerøds historie som stationsby". Argumentet er ganske enkelt uforståeligt, da bygningens kulturhistoriske værdi relaterer sig til det tidlige villabyggeri i Allerød.

Allerød Kommune har en lang og uheldig historie med netop at tillade nedrivningen bygningsmassen fra de første årtier af 1900-tallet. De seneste eksempler herpå er Tokkekøbvej 2 og Tokkekøbvej 56. Bygninger som den på Frederiksborgvej 23 er en af de sidste ældre villaer med så høje arkitektoniske kvaliteter, Allerød har tilbage. En bevaringsvurdering, som den Museum Nordsjælland har udført for lokalplansområdet, tager højde for, hvor sjælden en bygning er i en lokalhistorisk kontekst. Det er netop en af grundene til, at Frederiksborgvej 23 sammen med række andre bygninger bør erklæres bevaringsværdige. Det ville være glædeligt, hvis Allerød Kommune begyndte at tænke langsigtet og interessere sig mere for kommunens kulturhistorisk vigtige bygningsmasse, inden det er for sent. Så ville den bygningsmæssige kulturarv også være sikret for de kommende generationer.

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?