15. april 2021
Poul Evald Hansen. Privatfoto
Poul Evald Hansen. Privatfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: DEBAT: Udtalelse om den aktuelle naturpolitiske situation i Albertslund

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DEBAT: Udtalelse om den aktuelle naturpolitiske situation i Albertslund
Debat Albertslund Posten - 30. marts 2021 kl. 17:52
Af Poul Evald Hansen, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Albertslund

Danmarks Naturfredningsforening er hævet over partipolitik. Vi er en naturpolitisk organisation, der ønsker at fremme natur-, miljø- og klimainteresserne. Men vores udgangspunkt er naturinteresserne og vores arbejde med miljø og klima sker ud fra naturinteresserne.

Her i Albertslund vurderes naturinteresserne højt, og vi har et tæt samarbejde med Albertslund Kommune og andre grønne organisationer som Friluftsrådet, Ornitologisk Forening og andre i Albertslund Naturgruppe, der har eksisteret over 20 år. Vi samarbejder også tæt sammen med landsforeningen Natur og Ungdom og Verdensmåls Centret i Albertslund.

Vi forholder os tæt til de planer, der er, om at udvide kommunens indbyggertal væsentligt med flere store og mindre bebyggelser - og mener, de skal være naturvenlige og bæredygtige og integrere naturhensyn. Vi advarer imod, at man gentager fortidens fejl med store, massive bebyggelser, der siden viste sig at give en række problemer både af trivselsmæssig og miljømæssig karakter.

Samtidig er det hævet over enhver tvivl, at nybyggeri meget stærkt belaster kommunens CO2-regnskab. Fremstilling af beton og cement står for en meget stor del af det danske CO2-bidrag. Var det muligt både at lægge en kraftig dæmper på byggeplanerne og bruge materialer, der er væsentligt mindre CO2-belastende? Hvad mener kommunens politikere om den sag?

Vi synes, at bebyggelsesprocenter på op mod 100 er

for meget, og opfordrer kraftigt politikere og planlæggere til at tage disse høje bebyggelsesprocenter op til revision. Vi er ikke blinde for, at etagebyggerimed høje bebyggelsesprocenter i princippet kan frigøre plads til natur andre steder, men vi må kunne nå frem til noget mindre end den høje udnyttelsesprocent. Folk skal jo også kunne holde ud at bo der. Vi synes Albertslunds præg af naturrig kommune domineret af lav bebyggelse skal fastholdes, og at vi i endnu højere grad skal have naturen ind i bebyggelserne. Vi ønsker egentlig meget mere end de 10 pct. Mere natur, der tales om. Der må noget tværkommunal planlægning til, som der fandtes lidt af før i tiden, så kommunerne ikke i den grad skal konkurrere om velpolstrede skatteydere til ugunst for natur og miljø og klima.

Vi er glade for at byggeriet på Radiogrunden er blevet foreløbig stoppet, fordi kommunen ikke må overføre det fra land- til byzone med henblik på bebyggelse, fordi kommunen har så mange byggemuligheder i eksisterende byzone. Området skal overgå til Vestskoven og være fredskov, som Miljøstyrelsen Storstrøm i første omgang besluttede i en "uomstødelig afgørelse", inden de blev "korrekset". Vi kan forsikre om, at vi "sover med støvlerne på" hvad angår Radiogrunden, og at et forsøg på at få den bebygget, vil blive mødt med kraftig modstand fra DNs side, hvor vi vil inddrage vores landsorganisation og alle de politiske kræfter, der vil det samme som os i denne sag.

Albertslund Kommune er en grøn kommune med meget natur. Vestskoven og parkerne udgør henved 60 pct af kommunens areal Og det er fint. Vi har ikke ret meget "gammel" natur i form af f.eks. høje bøgeskove og maleriske skovsøer endnu, men det kommer! Den grønne udvikling skal fastholdes, og vi har så at sige muligheden for at tilvejebringe værdifuld natur fra grunden. I det naturkapital indeks, som DN har fået udarbejdet for Danmarks kommuner, ligger Albertslund som nr. 34 af 98 kommuner. Og det er egentlig meget pænt for en ung bykommune med meget ret ny natur, men vi kan sagtens komme langt højere. Man kan kigge nærmere på det på Naturkapital (biodiversitet.nu) . Og vi har faktisk også flere arter i Albertslund, som er på den nationale rødliste.

Vi blander os også i ting uden for kommunen og har bl.a. udtrykt vores støtte til de gæve folk, der prøver at hindre byggeri på Lærkesletten ved Amager Fælled i Københavns Kommune, hvor DNs Københavnsafdeling har været meget aktiv.

DN i Albertslund vil i den kommende tid gå i offensiven omkring natur, miljø og klima - og I vil kunne opleve adskillige arrangementer her når Corona-restriktionerne er lempet. Vi regner således med at kunne gennemføre den traditionelle DNs affaldsdag d. 18. april og har en række ture med tilmelding, da vi højst må være 25. Se nærmere herom på https://www.dn.dk/arrangementer/ og i løbende omtale i Albertslund Posten. Der vil man også kunne tilmelde sig en tur til søer i Vestskoven på Stensletten øst for Herstedhøje d. 11. april, hvor der sikkert er kommet liv i form af frøer og frøæg.


KONTAKT OS

Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?