Henover weekenden blev det afsløret at København, Gentofte og Frederiksberg ville udlede kolossale mængder af urenset kloakvand i Øresund. Frygten er dels at slammet vil bruge havets ilt, så sårbart dyreliv vil dø, dels forurening af vores badestrande.
Episoden afdækker hvad der kan ske, når embedsværket overtager, uden det politiske lag orienteres. Det levende demokrati må og skal være garant for at der passes godt på mennesker, dyr og natur. Skønt eksperter har slået alarm, har embedsværket intet gjort for at stoppe op og tænke efter. I Albertslund er udarbejdet et notat, men ikke andet. Med store tanker om Greater Copenhagen har man ladet processen løbe videre.
For man skulle bygge et P-HUS lige der hvor kloakvandet skal løbe når det skal renses! Og det skulle være lige nu. Af hensyn til bygherren ville man ikke engang vente til vinter, hvor skadevirkningerne ville være mindre.
Fremover må Novafos og HOFOR kigges ordentlig efter i sømmene! Det kan ikke nytte at man overlader kontrol med vigtige samfundsopgaver til folk der holder skuffemøder en gang om året! I bestyrelserne sidder såvel politikere som borgervalgte, men alle synes at være ført bag lyset af konsulenter og embedsværk.
Heldigvis blev svineriet afsløret, og nu må der presses på så magten ligger hos dem, der er valgt til at have den.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her