18. januar 2020
Caroline Wozniacki i sikker stil i en af karrierens mange kampe på den internationale tennisscene. Nu hyldes hun af  den tidligere tophåndboldspiller Carsten Haurum. 	                                                                                                                                                                                                                                  Foto: Leo Ramirez/Scanpix
gallery icon

Se billedserie

Caroline Wozniacki i sikker stil i en af karrierens mange kampe på den internationale tennisscene. Nu hyldes hun af den tidligere tophåndboldspiller Carsten Haurum. Foto: Leo Ramirez/Scanpix
Foto: Andrea Luth/Leo Ramirez/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Wozniacki - aldrig så populær som hun fortjener

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Wozniacki - aldrig så populær som hun fortjener
Debat - 12. december 2019 kl. 13:10
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Carsten Haurum
Direktør, Arena Næstved

Det er sjældent, man føler en trang til at rejse sig, knipse med fingrene og kippe med kasketten. Men sådan havde jeg det, da jeg læste, at Caroline Wozniacki stopper sin karriere på topplan. En fuldkommen enestående karriere er slut. Efter mine begreber er hun det største danske idrætsnavn nogensinde. 30 titler, to gange finalist i US Open og vinder af Australien Open plus det løse, herunder et par OL-deltagelser. Det må siges at være godkendt.

Ikke at jeg er nogen fanatisk tennisfan eller for den sags skyld har nogen særlig indsigt i de finere nuancer i et topspundet baghåndsslag. Tennis er bare en kæmpe stor sport, ikke mindst for kvinder. Her taler vi altså ikke om en idrætsgren, der dyrkes i en afkrog af verden, som f.eks. håndbold - en sport, jeg holder umådeligt meget af. Men uanset hvor meget vi sejler op ad åen, når Danmark vinder, så kan vi ikke snakke håndbold større end til en meget lille nichesport på verdensplan. Tennis er muligvis den mest globale idrætsgren i verden. Den dyrkes på alle kontinenter, både på elite- og på motionsplan. Det er ikke mange sportsfolk forundt at være kendt i hele verden. I denne sammenhæng er det værd at huske, at fodbold er så godt som ikke-eksisterende i hele Nordamerika. Tennisspillere på øverste hylde er blandt de få, der har global appeal. Og det er her, vi finder Caroline Wozniacki.

Det kan godt være, at pigespejderne ikke længere må gå rundt med duelighedstegn på skjorten, fordi det kan skabe et »præstationspres blandt de unge kvinder«, som man har kunnet læse, men det er ikke en indstilling, der har præget Wozniacki-lejren. Her har det været træning fra morgen til aften siden seks-syv-årsalderen.

Ikke megen respekt
Jeg kan erindre et privat middagsselskab for mange år siden, hvor Caroline Wozniacki netop havde vundet en af sine første titler. Der var ikke megen respekt at hente i selskabet. Hun var jo pacet frem, og skulle hun ikke hellere koncentrere sig om en uddannelse, og hvad var nu det for noget med et pigebarn, der frejdigt proklamerede, at hun ville være nummer et i verden? Og så tennis. Mine forsøg på at perspektivere bedriften, at få overbevist selskabet om, at noget stort var på vej, lykkedes ikke. At det faktisk krævede noget at vinde i tennis. Heller ikke da jeg henviste til de mange tennisskoler i Spanien, i Rusland, i USA, ja, i mange lande, hvor døtrene bliver sendt hen for at træne tennis, alt sammen i håb om, at de en dag skal vinde titler, gjorde noget synderligt indryk.

Caroline Wozniacki er ikke tennissportens svar på Tiger Woods, dertil er talentet ikke stort nok. Men hun har vist, at man kommer vanvittigt langt ved at gøre sig umage. Hvorfor det skulle skabe et særligt præstationspres at få et duelighedsmærke eller en pokal som bevis på, at man har gjort sig umage, forstår jeg ikke. Alt kan blive for meget - og elitesport er på mange punkter for meget - men derfra og til at afskaffe udmærkelser eller synlige tegn på, at man har ydet en indsats og opnået en færdighed, er der langt.

I en social sammenhæng vil der altid opstå hierarkier. For den, der er lidt usikker, vil muligheden for at gøre sig umage og få et synligt tegn herpå være en vej op i hierarkiet. Vores samfund bygger jo netop på meritokrati, at poster og privilegier er noget, man gør sig fortjent til og ikke noget, man arver. Hvis man er i tvivl om, hvor galt det kan gå, så læs eller genlæs »Fluernes Herre«.

Caroline Wozniacki er aldrig blevet så populær i Danmark, som hun egentlig fortjener, måske fordi hun ikke har opholdt sig meget i landet. Snakken har ofte gået på det, hun ikke har vundet.

Jeg synes, hun er stor. Jeg kipper gerne med kasketten, hvis jeg nogensinde skulle møde hende.