28. maj 2020
De kommende studenter længes efter at opleve situationer som på billedet her fra Odsherreds Gymnasium sidste år.	                                                                                                                                                                Arkivfoto: Helene Nielsen
De kommende studenter længes efter at opleve situationer som på billedet her fra Odsherreds Gymnasium sidste år. Arkivfoto: Helene Nielsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vigtigt at ingen bliver efterladt og føler sig glemt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vigtigt at ingen bliver efterladt og føler sig glemt
Debat - 16. maj 2020 kl. 12:47
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Tobias Yohannes Hansen

I juni 2013 fik S-regeringen Helle Thorning-Schmidt I flertal for den nye folkeskolereform. Med Christine Antorini som undervisningsminister skulle reformen nu implementeres i folkeskolen. Det var min første oplevelse af, hvordan direkte politik påvirkede min hverdag. Der skulle overraskende ikke gå længe, før vi, som skulle modtage reformen, lærte, at der overhovedet ikke var styr på sagerne.

Den understøttende undervisning og den faglige fordybelse virkede ikke i praksis, og vi folkeskoleelever spildte rigtigt meget af vores tid.

I start august 2017 stimlede vi, som var med til at forme og forbedre folkeskolereformen, ud til gymnasierne for at starte i 1. g.

Med drømmene fra folkeskolen og eksamensbeviset i hånden var vi mere end klar til det nye kapitel. Men så kom den nye gymnasiereform. For min årgang betød reformen, at vi ikke kunne danne »studieretningsklasser« før tre måneder inde i skoleåret. Nu skulle man i en grundforløbsklasse for derefter at vælge studieretning og ende i en fast klasse de næste tre år.

Anderledes begyndelse
På Odsherreds Gymnasium måtte vi elever bryde med nogle traditioner, og det gav en anderledes begyndelse på gymnasietiden end de forrige årgange. De respektive elever kunne selvfølgelig fortælle alt om det, vi gik glip af.

Hvor politikerne og eksperterne havde håbet, at reformen gav bedre social trivsel på hele årgangen, betød det mere, at folk savnede deres grundforløbsklasse, som de havde startet gymnasietiden med, og hvor de havde dannet deres første sociale relationer.

Nu står vi her. En global pandemi har knækket samfundets evigt rullende hjul, og vi kæmper alle nu for at komme i betragtning til regeringens mange genåbningsfaser - og helst så hurtigt som muligt. Måske er jeg farvet, jeg er selv 3. g'er, men nu har jeg gået med disse bekymringer alt for længe.

Der er noget vanvittigt galt med retorikken, som regeringen har benyttet gennem denne nedlukningsperiode. Håbefuld og trofast har jeg siddet stift op ad fjernsynet til hvert pressemøde. Med en lille glød i maven, et lille håb om, at landets statsminister ville rette et par venlige ord mod de håbefulde gymnasieelever, ligesom hun havde gjort til alle andre borgere. Men nej, intet kom. Efter torsdagens pressemøde kunne jeg ikke rumme mere. Jeg brød fuldkommen sammen. En ting er sikkert, og dette vil stå som printet i min hukommelse til den dag, jeg dør.

Mette Frederiksens regering frygtede så voldsomt at blive stemplet for uddannelsessnobberi under corona-krisen, at de negligerede og glemte den daværende gymnasieårgang 2020.

Ikke nok med, at de glemte en hel årgang, Mette Frederiksen er køligt og konsekvent gået uden om ordet »gymnasier« ved hvert pressemøde til dags dato.

Hun glemte os, og ligeså gjorde vores dygtige undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, som videologgede til alle folkeskoleeleverne, men rettede afsindigt få velmente ord ud til ungdomsårgangen, som er på randen af fatal ensomhed.

Kæmpe betydning
Ord har en kæmpe betydning, og det må aldrig underkendes. Vi ser på vores folkevalgte politikere og søger inspiration og formålet med, at vi nu på niende uge har begrænset os selv til en grad af uigenkendelighed. Ord og forståelse skal ikke underkendes, for det kan få et helt folkefærd til at kæmpe den smule hårdere. Derfor blev det den norske sundhedsminister, Bent Høie, hvis ord vi unge klynger os tæt op ad.

»Det er ikke muligt at vende tilbage til sommeren, hvor du var 17. Studentertiden kan ikke spildes på re- peat. Du drømmer om studentertiden, hvor du skal fejre og feste i den fedeste lastbil. Men så kom virusset og knuste alle drømmene«.

Tak, Bent. Af hjertet tak, for ungdommen har manglet et talerør. Det gav du os.

Der er et vist element i hele denne debat, som bekymrer mig. Hvordan har efterskoleeleverne og de ældre elever i folkeskolen formået at komme længere op på betragtningslisten end gymnasieeleverne?

Har rød blok så dårlig smag i munden efter lærerlockouten i 2013, at de føler sig nødsaget til at være på grundskolernes side? Eller skyldes det, at forældrene til disse mange folke- og efterskoleelever nærmest har delt pjecer ud på gågaderne, som var det en valgkamp?

Ungdommen kan sagtens forsvare sig selv, men vi bliver ikke taget seriøst. De yngre elever har et kæmpe aktivt bagland. Deres forældre er stadig deres talerør. Men i gymnasiet er man gammel nok til at tage vare på sig selv, forsvare sine værdier og føre en velargumenteret debat. Men hvad skal det egentlig hjælpe, når det i sidste ende er dem med højtråbende forældre, som bliver taget mest seriøst?

En ting er stensikkert. Jeg er træt af at høre folk fortælle om, hvor betydningsfuldt det er, at jeg er en del af »corona-årgangen«. Jeg vil have min studentertid, ligesom alle før mig. Jeg kræver at kunne være en del af disse dannende og samlende oplevelser i kunstens, kærlighedens og fællesskabets tegn.

Fantastisk kapitel
For årgang 2020 havde glædet sig til hue-ceremonien, vognturen og de lange sommernætter. Vi havde set inderligt frem til et hav af traditioner, som vores forældre stadig fortæller om den dag i dag. Men mest af alt afslutningen på et fantastisk treårigt kapitel.

Vær nu rar ikke at misforstå min hensigt. Jeg kræver ikke bibeholdelsen af studentertiden som et barn, der vil have slik i brugsen. Fra mit perspektiv kan det også være lige meget, om det er i juni eller august. Men jeg kræver derimod, at dette er en samtale, hvor flere bliver hørt og anerkendt. Jeg kræver, at politikerne lytter, og jeg kræver, at ingen bliver efterladt og føler sig glemt.

»Sammen hver for sig«, men husk nu at omfavne alle. Det er disse demokratiske værdier, der gør, at jeg elsker Danmark.

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?