19. januar 2021
I morgen er det første søndag i advent. I kronikken tager Peter Fischer- Møller temaet op og konstaterer også, at det at bladre i den nye Højskolesangbog er lidt, som når man som barn fik lov at tage, hvad man havde lyst til i slikskålen. Foto: Peter Andersen
gallery icon

Se billedserie

I morgen er det første søndag i advent. I kronikken tager Peter Fischer- Møller temaet op og konstaterer også, at det at bladre i den nye Højskolesangbog er lidt, som når man som barn fik lov at tage, hvad man havde lyst til i slikskålen. Foto: Peter Andersen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vi venter midt i verset i en adventssang

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vi venter midt i verset i en adventssang
Debat - 30. november 2020 kl. 06:50

Af Peter Fischer-Møller
Biskop i Roskilde Stift

Vi venter midt i verset i en adventssang:

En stilhed efter stemmerne, der var engang.

Den hænger tungt i luften her som efter storm,

urolig sitren førend verden får sin form.

Dy Plambeck, »Hold håbet op«, vers 2, nr. 233 i Højskolesangbogen

Jeg er ikke vokset op med Højskolesangbogen. I det hele taget fyldte sang ikke så meget i min barndom. Jovist sang min mor godnatsang for mig, og vi lærte salmevers i skolen. Jeg husker tydeligt, da vi skulle lære B.S. Ingemanns: »Til himlene rækker din miskundhed, Gud« udenad. Jeg øvede mig flittigt, men undrede mig noget over det sidste vers: »Du kvæler i ørken den tørstende sjæl«. Hvorfor skulle man egentlig takke Gud for at kvæle en tørstende sjæl, tænkte jeg. Handlede det om at få gjort en ende på den tørstendes lidelser? Nej, for der stod jo ikke kvæler, men kvæger. Det ord kendte jeg bare ikke dengang.

Højskolesangbogen dukkede først for alvor op i mit liv, da jeg blev kæreste med min nuværende ægtefælle, og vi besøgte hendes grundtvigsk inspirerede familie i Kolding. Her blev der sunget fra Højskolesangbogen. Det åbnede en ny verden for mig: Himlen hævede sig og gav genklang på en ny måde.

Nu er den verdensåbnende og himmelråbende sangbog kommet i en ny udgave. Den første udkom i 1894, den nye er nummer 19 i rækken.

Den kommer i en coronatid, hvor der, på grund af smittespredningen, er grænser for, hvor meget vi kan synge sammen. Mange danskere har derfor i selskab med Phillip Faber og Mads Steffensen siddet og sunget løs foran fjernsynsskærmene derhjemme.

Folk har kastet sig over Højskolesangbogen. På den første uge blev der solgt 75.000 eksemplarer. Så hurtigt går det ellers kun med krimier af Jussi Adler Olsen.

I forhold til udgaven fra 2006 er 122 sange gledet ud, mens 151 er kommet til. Lad os se lidt på nogle af de nye:

Denne klumme indledte jeg med et vers fra Dy Plambecks adventssalme »Hold håbet op«, der er kommet med i den nye udgave. Salmens ord skinner som et lille lys i denne noget mørke og grå tid:

Hold håbet op og hold det udstrakt foran mig

Her er en fremtid, her er liv, han er på vej.

Se, snefnug ligner noder i en symfoni,

Jeg ser på himlen over dét, jeg lever i.

Ja, selvom mørket er tæt, og corona-bekymringerne fylder meget, så er der faktisk en himmel, der hvælver sig over os.

Ikke bare en fysisk himmel med lys og luft - og en del for meget CO2 - men også den himmel, som rummer Guds evighed. Den himmel, som fødte et håb midt i vores novembertunge verden, da Maria ventede et barn. Maria gik en adventstid igennem med frygt og håb, alt imens hun nærmede sig julen og fødslen: Guds fødsel i vores verden, det helt ubegribelige mirakel. Et mirakel, vi nu igen forbereder os på at fejre for fuld udblæsning - efter alle myndighedernes corona-forskrifter:

Vi venter midt i verset i en adventssang,

En stilhed efter stemmerne, der var engang.

Den hænger tungt i luften her som efter storm,

urolig sitren førend verden får sin form.

Og så stemmer vi i med omkvædet som en genklang af englesangen på markerne ved Betlehem:

Hold håbet op. Stjernen viser vej.

Hold håbet op. Mørket skjuler sig.

Hold håbet op. Hold det foran mig.

Der er brug for håb i en tid med rigtig store udfordringer - og for mange, der stikker hovedet i busken. Tænk bare på de globale klimaforandringer, som et næsten enigt folketing for et år siden adresserede med en klimalov og en beslutning om at reducere Danmarks CO2-udledninger med 70 procent inden 2030. Men nu kniber det desværre med at få den politiske vilje omsat til handling.

I den situation kan det være godt at slå op på nr. 70 i den nye udgave af sangbogen og nynne med på den salmen »Som et drivhus i en frostnat«, som Jørgen Anker Jørgensen skrev til Roskilde Stift og vores arbejde for Grøn Kirke tilbage i 2012:

Der er tegn i stress og klima
og i sædens kvalitet

på, at vi har levet dumt på
den betroede planet.

Derfor beder salmedigteren og vi med ham:

Fri os Gud for falske Guder!
Fri os ud af vækstens vold!

At bladre i den nye højskolesangbog er lidt, som når man som barn fik lov at tage, hvad man havde lyst til i en slikbutik. Se nu engang nr. 218, Per Krøis Kjærgaards og Rasmus Skov Borrings »Gi' os lyset til tilbage«. Det med lys og oplysning har lige fra Grundtvig og hans utallige sange og salmer, hvoraf mange heldigvis stadig er med, været et vigtigt tema i Højskolesangbogen. Her får det gamle tema en ny drejning med understregningen af, at: »Fællesskab fødes, når JEG bli'r til OS«, og vi inviteres med på omkvædet:

Gi' os landet tilbag'.
Gi' tolerancen et nyt folkeslag.

Hjertet er åbent og sindet er frit.

Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.

Højskolesangbogens 19. udgave er virkelig en fornøjelse! Kun et lille hjertesuk til sidst. Jeg vil komme til at savne en af dem, der har været med længe, men nu har måttet vige pladsen for alt det nye. Det er Hostrups »Julebuddet til dem der bygge, her i mørket og dødens skygge«. Den må man nu ty til Den Danske Salmebog for at synge med på. Men det er også en rigtig god bog!

Er det en god idé at indføre bøde eller straf, hvis man ikke vil gå i isolation efter en udlandsrejse?