14. november 2019
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vi skal veksle kendskab til handling

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vi skal veksle kendskab til handling
Debat - 28. oktober 2019 kl. 13:18
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Verdensmål/klima

Af Rasmus Prehn, udviklingsminister (S) og Birgitte Qvist-Sørensengeneralsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og formand for Verdens Bedste Nyheder

Verdens største plan er ikke blot for ildsjæle, eksperter og politikere. Stadig flere danskere kender til Verdensmålene og synes, at de er vigtige for samfundet. Nu skal vi gøre det til en folkesag.

På blot to år er danskernes kendskab til Verdensmålene fordoblet. En ny måling fra Epinion viser, at næsten to tredjedele af os danskere kender til målene, mod en tredjedel for bare to år siden. Det er en den største stigning nogensinde. Vi skal udnytte det øgede kendskab til at presse på for handling.

Mange danske virksomheder, civilsamfundsorganisationer, skoler og kommuner har slået på tromme for Verdensmålene i årevis, og nu ser det ud til, at der er kommet hul på ketchupflasken.

Ni ud af 10: Vigtige mål
Ifølge målingen fra Epinion kender 62 procent af danskerne målene. Af dem mener ni ud af 10, at Verdensmålene er vigtige, og otte ud af ti synes, at Danmark bør gå forrest for at sikre, at verden når dem.

Det gør Danmark blandt andet gennem udviklingssamarbejdet, hvor vi er med til at sikre, at fattigdommen reduceres og mennesker sikres adgang til sundhed, uddannelse og et værdigt liv. Opbakningen kan også i stadigt højere grad aflæses i danskernes adfærd. Interessen for at tage toget på ferie er voksende. Og dét, som vi tidligere kaldte genbrugstøj, kalder vi nu »vintage«, og er højeste mode.

Klimabevidstheden hos danskerne kan også aflæses i det faldende salg af oksekød. F.eks. har Coop oplevet en nedgang i salget af hakket oksekød på en-to procent om året siden 2012, mens salget af vegetariske og veganske produkter er steget med 50 procent de seneste to år.

Verdensmålsportal
Vi er glade for, at oplysningsarbejdet går godt. Og vi er stolte over at være en del af det. Verdens Bedste Nyheder har stået for at udbrede kendskabet til målene, siden de blev vedtaget i september 2015 med støtte fra Udenrigsministeriet. Seneste skud på stammen er Danmarks Verdensmålsportal, verdensmål.org, der dækker den bæredygtige udvikling herhjemme med artikler, guides og baggrund.

Men det flotte resultat må ikke få os til at læne os tilbage. Hvis vi skal opfylde Verdensmålene inden fristen i 2030, skal det gøres til en folkesag, hvor endnu flere danskere træffer så bæredygtige valg som muligt i deres hverdag. Og endnu flere danskere tager skridtet videre fra kendskab til handling. De 17 Verdensmål er en solidaritetspagt, hvor vi på tværs af generationer, geografi, køn og indkomst forpligter hinanden på at skabe en verden, der er mere lige og bæredygtig end i dag.

Derfor er det for os som civilsamfundsorganisationer og politikere vigtigt, at borgerne støtter op og presser på, så vi kan blive ved med at hæve ambitionerne på Danmarks og verdens vegne.

Danskernes store engagement for klimaet - fra de store klimademonstrationer til de små hverdagsvalg - viser tydeligt, hvordan almindelige mennesker kan skubbe på en omvæltning. Lad os give ketchupflasken et ordentlig dunk bagi. Lad os alle trække i arbejdstøjet for Verdensmålene, for det skal være en folkesag, hvis målene skal lykkes.