12. juli 2020
- Jeg er glad for, at et bredt flertal i Folketinget blev enigt om genopretningspakken, der rummer en række positive tiltag ud over udbetaling af feriepengene. Vi kan håbe, at den pakke rækker til at skubbe gang i økonomien igen, skriver Gitte Winkler.                                        Foto: Scanpix
gallery icon

Se billedserie

- Jeg er glad for, at et bredt flertal i Folketinget blev enigt om genopretningspakken, der rummer en række positive tiltag ud over udbetaling af feriepengene. Vi kan håbe, at den pakke rækker til at skubbe gang i økonomien igen, skriver Gitte Winkler. Foto: Scanpix
Foto: Niels Fjord/Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vær forsigtig med corona-optimismen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vær forsigtig med corona-optimismen
Debat - 18. juni 2020 kl. 10:00
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Gitte Winkler, formand for Lederne Nordsjælland

Selvom butikker, forlystelser og grænser åbner i disse uger, skal vi passe på med at være for optimistiske på økonomiens vegne. Godt nok ser Danmark ud til at være på vej ud af krisen, men risikoen for en ny smittebølge lurer stadig. Vi skal for alt i verden undgå en situation, hvor Danmark igen må lukke ned. Derfor gælder det om at huske at holde afstand, også selvom en ny smittebølge kan virke som en fjern og teoretisk trussel, når man nyder livet ude i sommerlandet.

Så længe verden ikke har en corona-vaccine, er fremtiden usikker. Og usikkerhed er gift for de virksomheder, vi som samfund er så afhængige af. Usikkerheden nager ikke kun hos de store eksportvirksomheder, der er afhængige af velfungerende økonomier og købelystne forbrugere ude i verden. Også de små selvstændige holder igen.

I Region Hovedstaden svarer seks ud af 10 selvstændige, at deres drift i dag er påvirket af frygten for en ny smittebølge. Det viser en undersøgelse foretaget af Ledernes Hovedorganisation. I praksis kan det betyde, at de udskyder investeringer og holder igen med at ansætte.

Selvom nogle virksomheder måske godt kan åbne mere her og nu, rumsterer det i baghovedet, hvad det vil koste, hvis de bliver tvunget til at lukke ned igen. Mange erhvervsdrivende kæmper i forvejen for at holde deres livsværk oven vande.

Umulig at fjerne
Usikkerheden om fremtidens smittetryk er naturligvis umuligt at fjerne helt. Men politikerne kan tage toppen af usikkerheden ved at genstarte økonomien samtidig med, at hjælpepakkerne udfases med udgangen af august. Det har et bredt flertal i Folketinget heldigvis handlet på med aftalen natten til mandag om at udbetale indefrosne feriepenge for tre uger til alle lønmodtagere senest til oktober.

Forhåbentlig vil nogle af de penge blive brugt på restaurantbesøg, biografture og andre oplevelser. På den måde kan vi alle sammen være med til at hjælpe de servicevirksomheder, som er særligt hårdt ramt. Mange af dem er på kanten af konkurs, og derfor bør de få nedsat deres moms til 15 procent fra de nuværende 25 procent midlertidigt, for eksempel resten af året. Det vil hjælpe de hårdt ramte virksomheder inden for turisterhvervet, blandt andet i de nordsjællandske byer, hvor turister plejer at komme i stort tal for at besøge strande, slotte eller andre historiske seværdigheder.

Hvis politikerne kan blive enige om at kickstarte økonomien med økonomiske indsprøjtninger, kan vi forhåbentligt undgå en voldsom stigning i arbejdsløsheden, når hjælpepakkerne udløber med udgangen af august. Hvis ikke politikerne gør det, risikerer vi, at omkring 100.000 danskere får en fyreseddel - oven i de knap 50.000, som allerede er blevet afskediget. Det er et skræmmende tal.

Derfor er jeg glad for, at et bredt flertal i Folketinget blev enigt om genopretningspakken, der rummer en række positive tiltag ud over udbetaling af feriepengene. Vi kan håbe, at den pakke rækker til at skubbe gang i økonomien igen. Men vi kan ikke vide det. Derfor er det vigtigt, at politikerne følger udviklingen tæt de kommende måneder og står parat til at give økonomien endnu et boost, hvis situationen kræver det.

Det er stadig for tidligt at læne sig tilbage og lade optimismen tage over.

Sommerpakken giver 50% rabat på entré til mange oplevelser som f.eks. museer. Benytter du dig af de gode tilbud ?