28. maj 2020
Ambassadens folk er her i gang med at sørge for, at danskerne kommer sikkert hjem.

Foto: Ambassaden
gallery icon

Se billedserie

Ambassadens folk er her i gang med at sørge for, at danskerne kommer sikkert hjem. Foto: Ambassaden
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tyrkiet har knækket kurven

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tyrkiet har knækket kurven
Debat - 18. maj 2020 kl. 08:44
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Svend Olling Danmarks ambassadør i Tyrkiet

Tyrkiet er et fantastisk land med et dejligt klima. Men da coronakrisen ramte verden, stod det hurtigt klart, at Tyrkiet - sådan rent coronamæssigt - lå et skidt sted. Mod øst grænser Tyrkiet op mod Iran, som var et af de første lande, hvor coronakrisen eksploderede. Vest for Tyrkiet ligger Sydeuropa, der som bekendt også har været lagt ned af corona. Og mod syd ligger Irak og Syrien, hvis sundhedssektor er helt i knæ. Derfor var det faktisk lidt af en præstation, at Tyrkiet bl.a. gennem hurtige grænselukninger fik holdt corona nede i den første tid. Først den 10. marts blev den første tyrker diagnosticeret. To dage senere var Tyrkiet i gang med at lukke ned.

Mange ting fulgte samme model som i f.eks. Danmark. Skoler, frisører og restauranter blev lukket. Men da Tyrkiet i løbet af kort tid blev et af de lande i verden, hvor smitten bredte sig hurtigst, var man klar med yderligere stramninger. Parker og storcentre blev lukket, indenrigsrejser blev forbudt, alle under 20 og over 65 fik permanent udgangsforbud. Og i det meste af landet blev vi underlagt 24 timers udgangsforbud i weekender og på helligdage.

Kirurgisk indgreb
Læg mærke til, at indgrebene nærmest kirurgisk er gået uden om den øvrige produktion. I den tyrkiske industri kan man stadig gå på arbejde på hverdage. Udgangsforbuddet gælder nemlig kun for dem, der er for unge eller for gamle til at være på arbejdsmarkedet og for alle ande kun, når man alligevel har fri. Man har med alle midler forsøgt at holde produktionen i gang.

Det er, fordi krisen kommer på et meget ubelejligt tidspunkt. Tyrkiet var i 2019 lige på vej ud af en recession efter kollaps af den tyrkiske lira i 2018. Men helt tilbage fra 2016 har den tyrkiske regering under præsident Erdogans ledelse forsøgt at holde økonomien flydende gennem forskellige stimuli. Der har været skatterabatter, lave renter og ekstra offentligt forbrug. Med de instrumenter er det i et vist omfang lykkedes at undgå krisen.

Til gengæld er der ikke meget krudt tilbage til en ny indsats for nu at afbøde coronakrisen. Jo, ligesom i Danmark har man også i Tyrkiet vedtaget en pakke, der skal pumpe penge ud i økonomien. Den indeholder flere skatterabatter, mulighed for at overtage luknings- truede virksomheder og forskellige sociale ordninger. Samlet set er pakken på 200 mia. kr. Det er mange penge, men faktisk kun halvt så mange, som blev afsat i Danmark. Tyrkiet er også et stort land med 80 mio. indbyggere. Måler vi per indbygger, er der i pakkerne 30 gange så mange penge til hver dansker som til hver tyrker. Så det er klart, at effekten vil være mindre.

Den Internationale Valutafond har på den baggrund vurderet, at tyrkisk BNP står til at falde med fem procent i år. Mange danskere, der har besøgt Tyrkiet, kan sikkert huske, at det ikke er så længe siden, man skulle betale to, tre eller fire kr. for den tyrkiske lira. Den er nu faldet til under en kr. Det gør importerede varer meget dyrere, hvilket den almindelige tyrker kommer til at mærke på pengepungen.

Den gode nyhed er, at indsatsen til bekæmpelse af coronavirus virker. Det er lykkedes Tyrkiet at knække kurven. Ganske vist har Tyrkiet med 134.000 verdens ottendehøjeste antal smittede. 3600 er døde med coronavirus, hvilket målt per indbygger faktisk er lidt lavere end i Danmark.

Færre dødsfald
Men det vigtigste er, at det daglige antal dødsfald nu falder hurtigt. Derfor er Tyrkiet i gang med at åbne landet igen frem mod ramadanens afslutning sidst i maj.

Den relative succes må især tilskrives meget resolut handling, da corona ramte, så de udmærkede hospitaler har kunnet følge med. Desuden har Tyrkiet fordel af en relativt ung befolkning og har haft lidt mere tid til at forberede sig end for eksempel Iran og naboerne i Sydeuropa.

Da corona ramte Tyrkiet, var der i landet 300 fastboende danskere og 1400 besøgende på den såkaldte danskerliste. De fleste af de fastboende er her endnu, men heldigvis er det lykkedes at få de fleste af de 1400 besøgende hjem. Det er ikke let, når alle fly, tog og busser er aflyst, og der er udgangsforbud.

Skal nok komme hjem
I første omgang kom mange danskere hjem i samarbejde med især de nordiske lande med fly via andre lufthavne. Sidenhen kom 134 hjem direkte fra Istanbul til København med et ekstraordinært indsat fly. Udfordringen var at få danskerne fra alle hjørner af Tyrkiet frem til Istanbul lufthavn midt under udgangsforbud. Ambassaden indsatte fem busser fra forskellige steder i Tyrkiet og eskorterede dem gennem utallige checkpoints hele vejen til lufthavnen i Istanbul.

Der er stadig danskere i Tyrkiet på ambassadens såkaldte kriseliste, det vil sige de har brug for hjælp til at komme hjem. Men vi er nede på et encifret tal nu. Og de skal nok komme hjem.

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?