22. november 2017
Et godt sundhedsvæsen kan og skal ikke kun handle om tal i skemaer. Det skal handle om mennesker, skriver Vibeke Westh. 	                                                                   Foto: AV-Afdelingen, Nordsjællands Hospital
gallery icon

Se billedserie

Et godt sundhedsvæsen kan og skal ikke kun handle om tal i skemaer. Det skal handle om mennesker, skriver Vibeke Westh. Foto: AV-Afdelingen, Nordsjællands Hospital
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tør vi sætte patienterne i centrum igen?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tør vi sætte patienterne i centrum igen?
Debat - 30. oktober 2017 kl. 09:33
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Vibeke Westh, kredsformand for Dansk Sygeplejeråd i Hovedstaden

Det er en stor sejr for ikke mindst patienterne i sundhedsvæsenet, at et bredt politisk flertal endelig har droppet det upopulære krav om, at vores hospitaler hvert år skal effektivisere med to procent. Utallige kritiske indlæg i medierne fra både patienter, pårørende, sygeplejersker og læger om konsekvenserne af effektiviseringskravet gjorde langt om længe indtryk på Dansk Folkeparti og regeringspartierne. Også Socialdemokraterne har lyttet til det, der nærmest blev et folkekrav om at droppe kravet.

Uden at lyde alt for jubeloptimistisk kan man sige, at demokratiet virkede denne gang. Protesterne fra personalet på sygehusene og patienterne var blevet så veldokumenterede og højlydte, at politikerne måtte handle.

Kravet om effektiviseringer har godt nok fået flere patienter igennem behandlingssystemet de senere år, men kravet har også presset sundhedspersonalet på vores hospitaler så meget, at de ofte har haft for alt for lidt tid til at behandle og pleje alle patienter ordentligt. Og omsorgen for patienterne har nogle gange kunnet ligge på et meget lille sted, der ikke hører hjemme i et velfærdssamfund som vores.

Flere på kortere tid
Sparekravet på de to procent tvinger personalet til at behandle flere patienter på kortere tid. Men fordi flere patienter kom ind og ud af hospitalerne i rekordtempo, betyder det ikke nødvendigvis mere kvalitet for den enkelte patient.

Effektiviseringerne betyder ekstra bureaukrati og medfører unødvendige undersøgelser og spildtid, fordi vi tvinges til at tælle enkelt- ydelser i stedet for at se på patientens samlede behov.

Der har været et utroligt spild af gode kræfter på hos- pitalerne. En stor undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd dokumenterede sidste år, at en gennemsnitlig dansk sygeplejerske hver dag bruger omkring en halv time på helt unødvendigt bureaukrati og dokumentation.

Det lyder måske ikke af så meget, men det betyder, at de danske sygeplejesker hver år spilder 4,3 millioner timer af deres samlede arbejdstid.

Omregnet til fuldtidsstillinger svarer det til, at 2615 sygeplejesker hvert år bruger al deres tid på hospitalerne på at lave et stykke arbejde, som ikke nytter noget.

Den slags nonsens strider naturligvis imod vi sygeplejerskers faglige stolthed og ønske om at sætte patienten først. Vores sundhedsvæsen skal ikke styres efter nøgne regneark uden plads og tid nok til menneskelighed og omsorg.

Midt i glæden over, at to procents kravet er gået bort - og ikke vil blive savnet! - kan man dog godt bekymre sig lidt over, hvad politikerne vil sætte i stedet. Regeringen og Dansk Folkeparti er nemlig enige om, at der skal laves en ny »styringsmodel« for hospitalerne.

Det kræver tid
Denne nye »styringsmodel« må ikke føre til nye krav om effektiviseringer, der igen rammer kerneydelserne - nemlig at give patienterne den rigtige behandling og omsorg. For pleje og omsorg kræver altså tid. Det er derfor vi sygeplejersker i Hovedstaden gerne vil inspirere politikerne, så den nye »styringsmodel« for sundhedsvæsenet får en chance for at virke til gavn for patienterne. Og som samtidig skaber et ordentligt arbejdsmiljø for sygeplejerskerne.

Vi mener ganske enkelt, at det er en god ide med investeringer i stedet for altid at tale om besparelser. Vi efterlyser investeringer i et godt arbejdsmiljø samt tid til kvalitet for den enkelte patient. Det står da også klart, at antallet af genindlæggelser er vokset massivt i alle regioner. Patienterne er måske nok færdigbehandlede i hospitalsregi, men de er langtfra raske nok til at klare sig selv derhjemme eller begynde på arbejdet igen, hvis de er i den arbejdsdygtige alder.

Derfor må vi se på, hvad der kan gøres for at opruste den del af efterbehandlingen, som foregår i kommunerne, nu hvor det er blevet normen på de danske hospitaler, at patienten hurtigst muligt sendes hjem efter operationen. Ude af øje, ude af sind!

Men det er forkert at tro, at sygehuse kun er sat i verden for at operere folk på samlebånd. Vi skal væk fra tankegangen om, at patienterne skal ud på gaden hurtigst muligt for, at vi kan få en ny patient ind i en fart.

Kan måles og vejes
Vi ved godt, at det er lettest for den administrative ledelse i regionerne at forholde sig til forbruget af medicin og antallet af operationer, når der skal effektiviseres.

Det med at registrere forbruget af ny medicin og antallet af operationer er alt sammen noget, der kan måles og vejes. Derfor ender det med at blive et delmål i sig selv at opnå to procent flere knæoperationer på de enkelte hospitaler.

Men hvad med den del af borgerens forebyggende behandling, der finder sted før selve operationen. Hvad gør man for at afhjælpe omfanget af et eventuelt indgreb og følge op, når patienten udskrives fra hospitalet og er på vej hjem?

Behandlingen er ikke overstået, bare fordi operationen er gennemført. Når patienten er ude af svingdøren på hospitalet, er det tid til eksempelvis genoptræning, sårbehandling, opfølgende medicinering, oplysninger om gener og bivirkninger samt sikring af patientens tilbagevenden til hverdagen.

Selv om det giver færre genindlæggelser, bedre kvalitet i behandlingen og meget større tilfredshed hos borgeren, hvis der er en god behandling efter operationen, er den slags tværfaglige tilgange med patienten i centrum ikke målbare for den administrative ledelse. Regnedrengene har fået større magt end fagligheden, og det er et kæmpe problem.

Et godt sundhedsvæsen kan og skal ikke kun handle om tal i skemaer. Det skal handle om mennesker.