15. juni 2021
Professor Hans Jørn Kolmos er bekymret for den stigende smitte i befolkningen. (Arkivfoto)
gallery icon

Se billedserie

Professor Hans Jørn Kolmos er bekymret for den stigende smitte i befolkningen. (Arkivfoto)
Foto: Kasper Lang Madsen/Frank Cilius/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Slut venskab med naturen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Slut venskab med naturen
Debat - 07. maj 2021 kl. 07:06

Af Knud Anker Iversen
Rønnevangshusene 29.st.th.

Taastrup

Vi lever på tærsklen til pandemiernes tidsalder. Vi bestemmer selv, om vi vil træde ind i den. Det er udgangspunktet for Tor Nørretranders' seneste bog »Karma Corona«.

Vi har med vores levevis presset naturen så meget, at den nu slår igen, og det gør den gennem en lille virus, der egentlig fint kunne leve sit liv i naturens fauna - f.eks. i nakken på en flagermus. Men fordi vi med stadigt større ihærdighed skover os ind på naturen, presses virussens værter tættere på os og vores husdyr. Med mellemstation på f.eks. mink springer virussen videre til mennesker - og så har vi balladen.

Vi har indrettet et samfund, hvor vi gør os stadigt mere skrøbelige og udsatte: For hver dag der går, bliver naturen stadig mindre og mindre divers, og således mindre robust. Det gælder for såvel flora som fauna, at de mister i mangfoldighed. Det gælder også i forhold til pattedyrene, hvor hovedparten af dem er tæmmede og således i menneskenes varetægt. Ensartede besætninger, som nemmere end dyrene i den frie natur lader sig inficere og således blive smittekilde for menneskene.

Uanset hvor meget vi beskytter os, vil vi i kraft af vores levevis være målskive for virusangreb - om ikke det aktuelle, så det næste.

Det er altså vores levevis, der er problemet, men det er også ændringen af vores levevis, der kan give os håb og gå-på-mod. Det er sjovere at være kreativ og afsøge en ændret omgang med naturen, end det er at skulle skærme os mod det næste virusangreb.

Vi skal - i stort som småt - lade naturen komme til sin ret. I stedet for at angle efter de snorlige rækker blandt svinene i staldene eller kornet på markerne, den trimmede græsplæne og de snorlige jordbærrækker - så skal vi blive bedre til at give naturen plads.

Højteknologisk stenalder
Vi skal - siger Nørretranders - finde frem til en »højteknologisk stenalder«. Vi skal søge tilbage til elementer fra jæger- og samlersamfundet, men samtidig skal vi gøre brug af teknologien. Det gælder informationsteknologi, der sikrer et maksimalt vidensniveau om de gaver, naturen af sig selv kan levere, robotteknologi, der kan hjælpe os med at høste, hvad naturen leverer, og bioteknologi der bl.a. giver os bedre muligheder for at fermentere - gøre brug af gærceller, som vi allerede kender det i produktion af oste og øl.

Det er selvfølgelig ikke nogen nem proces at genopdage kvaliteten i natur, der folder sig ud selv uden vores indblanding. Vi er dog allerede i gang med at høste erfaringer. Nørretranders nævner Noma som eksempel. En kreds af madpionerer, der i starten blev grinet ud, fordi de søgte efter de hjemmehørende råvarer - ukrudt - som naturen leverede af sig selv. Da de blev udnævnt til verdens bedste madsted, stoppede fniseriet. De har måske alligevel fat i noget.

Det samme gælder permakulturen, der i disse år oplever en markant øget interesse. Også her står naturen i fokus i madproduktionen. Med menneskets følsomme indblanding får naturen lov at producere fødevarer til os, uden vi skal lave snorlige rækker af ensartede planter, men tværtimod sætter en ære i, at planter i forskellige niveauer understøtter hinanden. Godt naboskab i naturen hvor de spiselige planter holder utøj i skak. Uensartetheden gør det uinteressant for skadevolderne at gå til angreb.

I USA er naturen endnu mere under pres og jorden endnu mere udpint efter ensartet dyrkning. Her ser vi stadig flere landbrug, der går over til regenerativ dyrkning, uden brug af pløjning. Hvor de lader jorden være og høster hvad jorden kan bidrage med incl. kød fra fritgående kvæg. Allerede nu mærkes positive effekter i form af stop for jorderosion og ny dannelse af muldlag.

Vi står med ryggen mod muren - for ulykkerne forstærker hinanden. Biodiversitetskrisen hænger sammen med klimakrisen, der med det uforudsigelige og omskiftelige - stadig varmere - vejr giver os udfordringer og presser naturen, som slår igen - f.eks. i form af uforudsigelige virusangreb.

Hurtigst muligt må vi sikre os alliance med naturen. Give den plads og lade den folde sig ud. Husk coronasloganet »Det du gør - gør en forskel«. Hver en kvadratmeter, vi overlader til naturen, gør en forskel.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?