15. september 2019
Jens Wollesen   SJ-MEDIER
gallery icon

Se billedserie

Foto: Jens Wollesen SJ-MEDIER
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Regeringens manglende fornemmelse for demokrati

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Regeringens manglende fornemmelse for demokrati
Debat - 11. september 2019 kl. 11:17
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Kronik
Af Pia Kjærsgaard, MF, Dansk Folkeparti

Det er skuffende, at regeringen ikke i højere grad betragter offentlighedens manglende indblik i kommunikationen mellem ministre og embedsmænd som et problem.

Demokrati handler om åbenhed. Både journalister og borgere bør have mulighed for at kigge en regering grundigt efter i kortene i alle sager, hvor ikke ligefrem rigets sikkerhed står på spil.

Håndteringen af mange sager vil som noget helt naturligt pådrage sig offentlighedens interesse, når der eksempelvis skal findes en ansvarlig for et fejlgreb. Hvis der ikke kan opnås indblik, vil mistroen brede sig.

Vil ikke forhandle
Men Socialdemokratiet vil end ikke forhandle om en revision af offentlighedsloven, og bakkes op af Venstre, mens Folketingets øvrige partier ønsker en revision af loven, så åbenheden bliver større, og hvis der efter regeringsskiftet var opstået en forhåbning om en revision, så er denne forhåbning blevet gjort til skamme.

Det er ærgerligt for vores demokrati og borgernes indblik i vigtige beslutningsprocesser.

For at føje spot til skade har den socialdemokratiske mindretalsregering på tilsvarende vis valgt at »politisere« ledelsen af ministerierne. Der er udnævnt en partipolitisk »stabschef«, som overordnet skal kontrollere, at partilinjen bliver fulgt - det lyder halvvejs militært - og samtlige ministerier er underlagt et »politisk sekretariat«, som også får beføjelser over de embedsmænd, som efter danske traditioner ellers er både formelle og neutrale.

»Partisoldater«
Dermed bryder den socialdemokratiske regering med grundlæggende danske traditioner for at adskille det politiske niveau fra det forvaltningsmæssige.

Det politiske sekretariat er blevet besat med »partisoldater« fra Socialdemokratiet, som kommer til at holde skarpt øje med opfølgningen på de politiske mål og desuden koordinere alle politiske tiltag.

Som »direktøren for det hele« befinder stabschef Martin Rossen sig i den absolutte top af den socialdemokratiske pyramide.

Ikke alene er han stabschef, men som det første »ikke-folketingsmedlem« har han fået en plads i såvel regeringens koordinations- som økonomiudvalg.

Ingen vælgere har haft lejlighed til at stemme på ham, men alligevel er han en af de mest magtfulde personer i regeringen.

Politisk overvægt
Det er klart, at enhver regering nødig giver magten fra sig. Det er indlysende, at det for enhver regering er afgørende med en effektiv styring og koordination. Men her får den politiske side overvægt. Ligeså besynderligt er det, at Folketingets nye formand har lagt ønsket om parlamentariske undersøgelser endegyldigt i skuffen.

De parlamentariske undersøgelser skulle være en mellemting mellem et samråd og en undersøgelseskommission og ville have den fordel, at også embedsmænd kan høres - i mange sager ville det kunne kaste det nødvendige lys over et problem.

Det handler om tilgængelighed og hurtighed. I store sager er tidsfaktoren ofte helt afgørende. Men Socialdemokratiet har valgt at skyde forslaget til hjørne. Det er trist for gennemsigtigheden og offentlighedens indblik i sagsgange.

Lyt til alle partier
Den nye socialdemokratiske regering burde tage demokratiet alvorligt. Den burde lytte til alle de partier fra højre til venstre, som ønsker offentlighedsloven revideret. Den burde være påpasselig med at vende op og ned på gængse normer for den politiske beslutningsproces på Christiansborg. Den burde kort sagt udvise en noget større ydmyghed i forhold til den helt nødvendige åbenhed, som er forudsætningen for et levende demokrati.

Den kategoriske afvisning af at røre ved offentlighedsloven kan puste yderligere til den politikerlede, som i dag er en realitet. Den opleves som arrogant og som udtryk for magtfuldkommenhed. Derfor er regeringen kommet dårligt fra start. Det rigtige havde været at lytte til Folketingets partier - også selv om der ikke er et »flertal« for forhandlinger.