26. november 2020
Bjarke MacCarthy
gallery icon

Se billedserie

Foto: Bjarke MacCarthy
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: RUC - hippieuniversitet eller hipt universitet?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

RUC - hippieuniversitet eller hipt universitet?
Debat - 15. oktober 2018 kl. 13:56

Af Peter Kjær, prorektor Roskilde Universitet

Selvom Roskilde Universitet er et yngre universitet, har det haft en dramatisk og farverig historie siden starten i 1972. Med afsæt i studenteroprøret stod RUC for mange som et ideologisk ladet opgør med den etablerede samfundsorden og de gamle universiteter. Men den voldsomme politiske debat omkring RUC har overdøvet, hvad RUC også er. For ideerne bag RUCs indsats for at udvikle de faglige og pædagogiske rammer på utraditionel og visionær vis blev ikke bare opfundet på en pløjemark nord for Roskilde. Inspiration, til at undervisningen skulle baseres på tværfaglighed, problemorientering og selvstændigt projekt- og gruppearbejde, kommer i virkeligheden fra flere kendte og højt respekterede internationale universiteter i England, USA og Canada. Ambitionen var en uddannelsesmodel, som ikke kun skulle reproducere viden og kompetencer, men skabe selvstændige og kritiske kandidater med en stærk tværfaglig baggrund.

RUC har nu gennem 46 år udviklet sig til en robust og eftertragtet uddannelsesinstitution, hvor 9000 studerende har deres daglige gang undervist af 530 dygtige og dedikerede undervisere og forskere. Og RUC har etableret solide forskningsmiljøer, der omfatter såvel traditionelle fagområder som nye tværvidenskabelige felter, blandt andet inden for miljø, kommunikation og uddannelse.

For nylig kom den utraditionelle politiker og tidligere iværksætter, uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V), med regeringens ambitiøse udspil »Fleksible universitetsuddannelser til fremtiden«. Tommy Ahlers udtaler følgende om sine idéer: »Jeg vil gerne gøre op med det stive system, hvor alle i dag går den samme vej gennem universitetet. I stedet skal vi designe et mere fleksibelt uddannelsessystem, der passer bedre til forskellige ønsker, og til den tid vi lever i.«

Ikke uddannelsesfabrikker
Universiteterne skal ikke være strømlinede uddannelsesfabrikker, men en udviklingsrejse for den enkelte studerende - i viden, udsyn og dannelse. Mindre karakterræs, et bredere afsæt for studierne og mere risikovillighed. Det er gode og nye toner, som på mange måder indfanger RUCs ambitioner for vores studerende.

I udspillet kan man også læse at »universitetsuddannelserne skal være mere fleksible. Der skal være flere veje igennem et uddannelsesforløb, så den enkelte kan skabe sit eget uddannelsesforløb ud fra egne ønsker og behovene på arbejdsmarkedet. Studerende skal i højere grad kunne kombinere flere fag. Og så skal undervisningen være på et højt fagligt niveau og inspirere de studerende til at prøve nye ting af og følge deres nysgerrighed.«

Som prorektor på RUC får jeg næsten tårer i øjnene - for RUC har gennem årtier kæmpet for fleksible og tværfaglige uddannelser og har vist, at det fungerer for de studerende og er til gavn for fremtidens arbejdsmarked.

RUC har igennem 46 år levet i skyggen af vidtløftige idealer, men også mange fordomsfulde vandrehistorier. Det afgørende er, at Roskilde Universitet bygger på modet til at gøre tingene anderledes, modet til at skabe nyt og modet til at turde fejle. Præcis som de mange nye iværksættervirksomheder, der blomstrer op for øjeblikket.

Når en borgerlig regering gennem sit nye universitetsudspil anerkender vores måde at arbejde mere fleksibelt, tværfagligt og problemorienteret med vores studerende, så tør jeg godt konkludere, at RUC er ikke fortidens, men fremtidens universitet. Jeg glæder mig til, at regeringen vil gøre brug af vores mange og gode erfaringer.

Køber du de fleste julegaver i forbindelse med Black Friday?