13. december 2017
- Prins Henrik er faktisk med sin beslutning en del af den nye trend, som jeg allerede mærker i min dagligdag. Det er slet ikke ualmindeligt, at ægtefæller ikke bliver begravet ved siden af hinanden, skriver Poul Joachim Stender.                                                                                                                                                                              Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

- Prins Henrik er faktisk med sin beslutning en del af den nye trend, som jeg allerede mærker i min dagligdag. Det er slet ikke ualmindeligt, at ægtefæller ikke bliver begravet ved siden af hinanden, skriver Poul Joachim Stender. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Prins Henriks selvrealisering

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Prins Henriks selvrealisering
Debat - 07. august 2017 kl. 09:44
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Poul Joachim Stender Præst og forfatter Kirke Saaby

Ugens store historie i pressen har været, at prins Henrik ikke vil begraves ved siden af vores dronning. Det har vakt stort postyr, tusindvis af kommentarer, og nu er historien også endt her i avisen. Men prins Henrik er faktisk med sin beslutning en del af den nye trend, som jeg allerede mærker i min dagligdag. Det er slet ikke ualmindeligt, at ægtefæller ikke bliver begravet ved siden af hinanden.

Tager man til et land som Montenegro, vil man på gravstenene kunne se mandens navn, fødselsdato og dødsdato, og nedenunder står konens navn og fødselsdato. Dødsdatoen er endnu ikke sat på. Hun lever endnu. Der er ingen tvivl om, hvor hun skal begraves. Men sådan er det ikke hos os.

Nogle mænd vil have deres aske strøet i Roskilde Fjord, mens hustruen foretrækker fællesgraven. Min egen hustru vil gerne begraves i Sydslesvig, hvor hun kommer fra. Det orker jeg ikke. Jeg vil hellere have min aske smidt ud mellem Taigetosbjergene i Sydgrækenland.

Ved at blive almindeligt
Prins Henrik gør åbenbart, hvad der er ved at blive almindeligt. Men spørgsmålet er, om det er o.k. i hans tilfælde? Han er dronningens mand, og prisen for at have været det og oplevet alt det, han har gjort i sit liv, er vel at støtte monarken i, hvad hun finder bedst for monarkiet. En lille glubsk ulv om selvrealisering er kommet op i prins Henrik.

Ind imellem må vi betale en pris for det job, vi har. Jeg er præst og kan ikke opføre mig, som jeg vil. Det bryder dekorum. Ikke fuld ved gadekæret, ingen affærer med andre kvinder end min hustru, ikke uvenlig over for de mennesker, jeg møder.

Vores kirkegårde er ved at forsvinde, fordi folk i dag begraves alle mulige andre steder. Om 10-15 år tror jeg ikke, at vi har gravere ansat længere til at passe gravsteder. Dels er det for dyrt, og dels er der for få, der benytter kirkegården. Men spørgsmålet er, om vi ikke skal passe på den glubske ulv inden i os, der hedder selvrealisering. Når vi har brugt hele livet til at sætte os selv i scene, behøver vi ikke at fortsætte med det efter døden.

På kirkegården
Derfor skulle vi måske beslutte os for ikke at lade os bisætte i en fjord eller andre steder, men på en kirkegård med en traditionel gravsten og sammen med vores ægtefælle. Ikke for vores egen skyld. Men det vil måske være en god trøst for vores børn og børnebørn at have et samlet sted, hvor de kunne mindes os, sørge og tænke tanker. Ligesom familien gerne vil have os til at være sammen, mens vi lever, vil de sikkert også sætte pris på, at vi forbliver sammen i døden. Og forsvinder kirkegården, i en dødsfornægtende tid, hvor skal vi så finde ud af, at vi er dødelige?

Det fantastiske ved vores kirke er blandt andet, at vi ikke på landet kan gå i kirke uden først at skulle gennem en kirkegård. Vi bliver påmindet om, at døden eksisterer, og inde i kirken hører vi, at vi med Gud ved vores side kan overvinde døden på den yderste dag, hvor Kristus kalder os til de evige boliger.

Vi skal altid være på vagt over for de glubske ulve inde i os, der vil realisere os selv og ikke vores medmennesker. Måske skulle vi vælge vores begravelsesform efter, hvad der er bedst for vores efterladte, frem for hvad der er bedst for os selv. Og i prins Henriks tilfælde, hvad der er bedst for hans familie og monarkiet og ikke for ham selv.