19. august 2019
Hvem skal bære det borgerlige projekt igennem? Her peger jeg endnu engang på Venstre, som professionelt har stået i spidsen for det borgerlige Danmark i 18 år og forfægtet de liberale-borgerlige værdier, skriver Niels Kirkegaard. Billedet er fra Venstres gruppemøde forleden.   Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
gallery icon

Se billedserie

Hvem skal bære det borgerlige projekt igennem? Her peger jeg endnu engang på Venstre, som professionelt har stået i spidsen for det borgerlige Danmark i 18 år og forfægtet de liberale-borgerlige værdier, skriver Niels Kirkegaard. Billedet er fra Venstres gruppemøde forleden. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Pligt og ansvar er kernen i det borgerlige projekt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Pligt og ansvar er kernen i det borgerlige projekt
Debat - 13. august 2019 kl. 22:11
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Niels Kirkegaard Formand Allerød Venstre

Set fra en fjern planet ligner de danske partier en grå suppedas. Vi er alle en slags socialister sovset ind i den socialdemokratiske velfærdsmodel, hvor alle borgere er blevet tryghedsnarkomaner på statens nåde.

Det er svært at se forskel, når Fogh leverede offentlig velfærd, og Thorning førte blå politik. I dag vil Venstre sikre et offentligt sundhedsvæsen, og Socialdemokratiet garantere en stram udlændingepolitik. Derfor forstår jeg godt, at nogle vælgere finder det ligegyldigt, hvad de stemmer på - alle vil alligevel det samme og klumper sammen på midten.

Men underliggende er der afgørende forskelle, som er blevet fortrængt. Dem skal vi finde frem og tydeliggøre for vælgerne.

1. Økonomisk ansvarlighed er den vigtigste fællesnævner i et borgerligt projekt. Vi skal tjene pengene, før vi bruger dem. Selv Radikale Venstre er med og indgik i foråret et seniorpensionsforlig med blå blok. Det omfattede vilkårene for senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, som dermed bandt S i mindst fire år.

»Det skal altid kunne betale sig at arbejde«. Det var Venstres tema i 2015 og gælder fortsat. Derfor skal vi holde skatterne i ro, og nødvendigvis skal der være en forskel mellem forsørgelse og at tjene sin løn ved dagligt arbejde.

S-regeringen vil ikke kunne levere, fordi den er presset af venstrefløjen på normeringer, sygeplejersker, udlændinge og meget mere. De mange valgløfter kan kun indfries ved højere skatter og flere afgifter, som risikerer at kvæle det økonomiske opsving.

Økonomisk ansvarlighed sikrer netop et godt erhvervsklima og holder opsvinget i gang. Bl.a. kalder det på mere kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Heller ikke her kan S levere og bremses af fagbevægelsen, der ser udenlandsk arbejdskraft som en trussel, skønt den reelt udgør forudsætningen for vor velstand.

Sund aldring
Det offentlige skal ikke løse opgaver, som det enkelte menneske selv kan påtage sig. Dels holder det skatten nede, dels udtrykker det værdighed over for de mange borgere som faktisk klarer sig selv. Sund aldring skal være en del af det borgerlige projekt.

2. Borgeren i centrum er en anden fællesnævner. Mens venstrefløjen vil kollektivet, vil de borgerlige individet og personlig frihed. Mennesket først, dernæst fællesskabet. Udmøntet i praksis betyder det respekt for det enkelte menneske og plads til forskellighed.

Borgeren skal have frit valg, hvad enten det er uddannelse, boligform eller pasningsordning, og man skal kunne vælge mellem offentlig og privat.

Når individet sættes i centrum, skal vi også sige farvel til kontrolsamfundets formynderi. De borgerlige har i nullerne selv indført kontrol for at kunne honorere venstrefløjens evindelige krav om dokumentation. Men nu har vi fået styr på en uhæmmet offentlig sektor, hvorfor stopurstyranniet må høre op. Vi skal udvise tillid til den offentlige medarbejder. Som borgerlige stoler vi på, at hver enkelt yder sit bedste, også uden kontrol. På ledelsesplan betyder det, at vi ønsker flere selvstyrende enheder og giver plads til forskellighed mellem institutionerne.

Resten er værdipolitik, og her taber vi nok Radikale Venstre, der vil redde den halve verden, åbne dørene for udlændinge og give køb på danske kulturværdier.

3. De borgerlige dyder skal fremelskes på ny. Men dyder kan vi ikke lovgive om, de er nedarvet i vores kultur. Vi skal dyrke ordentlighed og give ansvaret tilbage til borgeren.

Det danske samfund bygger på kristne værdier gennem tusinde år. Heri ligger et menneskesyn, hvor kvinder og mænd er ligeværdige, hvor vi viser frisind over for andres meninger, respekterer andre trosretninger eller ikke-tro, yder næstekærlighed og deltager aktivt i samfundslivet.

I 2016 stemte vi om en danmarkskanon med 10 værdier, som ifølge danskerne definerer dansk kultur. Alle er vigtige for det borgerlige projekt. Selvfølgelig det danske sprog, men også frihed, lighed for loven, frivillighed og tillid.

Velfærdssamfundet fik sin egen værdi, ikke velfærdsstaten. Med velfærdssamfundet inddrager vi civilsamfundet, familierne og frivillighedskulturen, hvor det offentlige ikke blander sig, og velfærdsydelser også leveres af private. Kort sagt personligt ansvar og engagement.

Kontrolleret politik
I forholdet til udlændinge skal vi føre en kontrolleret indvandrerpolitik og blive enige om et loft for, hvor mange det danske samfund kan absorbere, uden at vi mister vores særegenskab. Vi skal respektere alle etniske grupper, men må aldrig blive multikulturelle, for hvis vi anerkender alt som lige vigtigt, bliver det også lige gyldigt og udvander danskheden. Vi skal til enhver tid kræve respekt for dansk kultur.

Bevidst har jeg undladt udenrigspolitik, forsvar og EU, som vi langt hen ad vejen er enige om i rød og blå blok. Ligeledes den grønne klimadagsorden, som alle partier tager alvorligt og konkurrerer om at være bedst til at løse.

Men hvem skal bære det hele igennem? Her peger jeg endnu engang på Venstre, som professionelt har stået i spidsen for det borgerlige Danmark i 18 år og forfægtet de liberale-borgerlige værdier.