22. november 2017
Catalanere på gaden. Men hvem er da de catalanere, der har »ret til selvbestemmelse«, spørger Sara Høyrup.  Foto: Yves Herman/Scanpix
gallery icon

Se billedserie

Catalanere på gaden. Men hvem er da de catalanere, der har »ret til selvbestemmelse«, spørger Sara Høyrup. Foto: Yves Herman/Scanpix
Foto: YVES HERMAN/Scanpix Denmark
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Øjenvidne til kaotisk afstemning i Catalonien

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Øjenvidne til kaotisk afstemning i Catalonien
Debat - 03. oktober 2017 kl. 21:09
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Sara Høyrup

»Hem votat«, vi har stemt - eller nogen af os har, på den lokale skole. Andre steder undertrykker statsmagten valghandlingen, præcis som den catalanske regionsregering har kalkuleret med: Martyriet opsøges med åbne øjne, og folket kastes for ulvene.

I en kappestrid om, hvem der først bliver vred, går nationalisterne helt til kanten for at lokke trolden på glatis. Og den spanske stat er, som stater nu engang er: Selvbevarende og indehaver af voldsmonopolet. Den reagerer helt som ventet på en forfatningsstridig proces, der skal munde ud i et statskup allerede i dag.

Går man til kanten, risikerer man at falde ud over den. Men det er, som om det hele er noget, vi bare leger.

Jeg får adgang til demokratiets esse med en tilfredsstillende besvarelse af et improviseret testspørgsmål om den lille havfrue og formår at beholde mit pressekort, som valgets vogtere vil tage fra mig. Valgtilforordnede er rekrutteret fra aktivistflokken udenfor og de internationale valgobservatører udvalgt blandt ligesindede, der græder af rørelse og bekræfter valgets autenticitet, længe før dagen er omme.

Rigspolitibetjentene længere nede ad dagen har ordrer fra deres nærmeste chefer, der strider mod ordren fra højere hold om at gribe ind, fortæller de mig. Derpå går de deres vej, før nogen overhovedet har bemærket dem og overlader scenen til sølle to lokalbetjente; også de i klemme mellem de forskellige myndighedsniveauer og deres egen samvittighed. Dilemmaet løser de pragmatisk ved at henvise til det umulige i at rydde så mange mennesker med så lidt mandskab.

Mere folk end andre
Min bydel Raval er ikke ret catalansk til hverdag, men meget catalansk til fest, idet kun catalansksprogede kulturprodukter nyder offentlig støtte. Catalonien er officielt og reelt tosproget - ikke desto mindre undervises der kun på catalansk i det offentlige uddannelsessystem. Det er i strid med lovgivningen, men vé den børnefamilie, der holder på sin ret.

Catalanismen længst til venstre forstår sig selv som arvtager til den Spanske Republik 1931-36 og har udtaget patent på modstanden mod den nationalkatolske kupmager, el Generalísimo Francisco Franco. Dagens store opvisning i demokrati er imidlertid lukket land for mange af forældrene til de børn, der går her på ghettoskolen til hverdag.

Hvem er da de catalanere, der har »ret til selvbestemmelse«? Hvem taler folkets sag? Det gør åbenbart Enhedslistens Pelle Dragsted og søsteren til FC Barcelonas tidligere cheftræner. Hun er udsendt af det departement, der har pustet sig op til »udenrigsministerium«.

Jeg har spurgt Francesca Guardiola, om jeg kan stemme. Det var hun skam ikke den rette til at svare på. Jeg har spurgt damen, om mit barn vil have fulde borgerrettigheder i et »frit« Catalonien. Ingen svar. Jeg har forhørt mig om, hvad kriteriet er for at være catalaner. Det er »alle, der bor og arbejder i Catalonien«. Både jeg og dyrene i cirkus Raluy er åbenbart mere catalanere end min gamle tjenerkollega Ángel Ramirez, den andalusiske portners søn, der i en granvoksen alder har måttet slutte sig til de mange unge og udvandre for at søge arbejde. Ifølge denne officielle definition er børn og pensionister, arbejdsløse og hjemmegående slet ikke en del af nationen.

Oprør fra oven
Fru Guardiola betoner løsrivelsesbevægelsens folkelige karakter. Selv er hun magtens repræsentant, men det hænger hun sig ikke i.

Hun har ingen kommentarer til de standende korruptionssager om politisk finansiering af catalanismen gennem offentlige udbud eller landsfaderens illegitime formue i skattely. Afsløringerne er da også nærmest glemt nu, hvor den ellers så besindige borgerlige catalanisme pludselig har fundet det for godt at springe på den venstreradikale vogn og køre alt, hvad remmer og tøj kan holde, ind i en forjættende fremtid, hvor solen altid stråler smukt.

Cataloniens lobbyist i Danmark har heller intet bud på, hvad selvstændigheden skal bruges til. Ingen idéer til, hvad catalanerne kan gøre bedre som fristat end som selvstyreområde for at løse de mange presserende sociale problemer. Det kan vi altid finde ud af, siger fodboldtrænerens søster.

Jeg undrer mig over, hvad regionsregeringen mener med sine ord om, at Catalonien skal være sydens Danmark, hvis det ikke er vores velfærdsstat, flexicurity og retsstat, der trækker. Jeg får at vide, at Cataloniens officielle repræsentant i det høje nord er meget inspireret af vores gastronomi.

Jordi Pujol var landets ubestridte leder i 23 år efter den traditionalistiske diktators død. Denne borgerlige politiker bildte de progressivtsindede catalanere med den begrænsede demokratierfaring på ærmet, at nationalismen var selve kernen i moderniteten.

Den it-studerende Pau Mateu ved valgstedet har et klart billede af den tilstundende catalanske republik: Den er da selvfølgelig feministisk, socialt retfærdig og indvandrervenlig. Og den forestilling om en herlig morgendag i fred for det spanske overherredømme er der snildt plads til på den tomme tavle, som den ideologitømte nationalisme falbyder.

Purunge Pau giver i dag sin stemme i blinde til et nationalistisk statskup orkestreret af lokale magthavere, der sværger ved deres fætre, at de vil alle det godt, skønt det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at de vil sig selv det godt.

Sara Høyrup er freelancejournalist og sprogarbejder uddannet i spanske forhold. Hun arrangerer studieture til Barcelona for danske politikere. Hun er vokset op i et bindegalt kommunistisk akademikerhjem i Værløse, dengang forstaden var ny, og har boet on/off i Barcelona siden 1996.