28. marts 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Når min historie bliver dit spejl

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Når min historie bliver dit spejl
Debat - 02. marts 2020 kl. 13:19
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Foredrag

Af Marie Brixtofte,
autoriseret psykolog, økonom, forfatter og foredragsholder

Der er sne-krystaller i luften, da jeg træder ind i et varmt og næsten tomt tog på Horsens Station. Flere beskeder tikker ind, men jeg skal først lige varme hænderne, før jeg kan læse dem. »Tusind tak for et meget ærligt og inspirerende foredrag - du er meget ægte og nærværende. Du satte ord på så mange genkendelige oplevelser, adfærd og tanker. Tak!«, skriver en. »Tak for endnu en god aften i Horsens! Dit foredrag blev ikke mindre godt af at høre det anden gang. Jeg er rørt og fuld af eftertanke!«, skriver en anden.

Det var mit 47. foredrag på 11 måneder og anden gang, jeg var i Horsens på fire måneder. Kirken var propfyldt, og der var tre »gengangere«, dvs. tre mennesker, som havde hørt mit foredrag før. Ugen før holdt jeg foredrag i Vangede Kirke, og ud af de cirka 100 deltagere havde ni af dem hørt det før. Og jeg ved præcis, hvem der er gengangere, for hvis ikke folk selv siger det, så kan jeg genkende dem, når jeg går rundt og giver hånd til alle deltagerne, inden jeg går på scenen. Og der er omkring tre-fire gengagere for hvert foredrag, jeg holder.

Da jeg første gang hørte, at der var én, som ville komme til mit foredrag for anden gang, fik jeg et chok. Det var den 35-årige Anette Hassing, som havde ligget søvnløs hele natten efter at have hørt foredraget første gang. Og selvom mit foredrag primært handler om min opvækst og mit liv med en far, som drak, så var det ikke det, som fik Anette Hassing til at vende sig i sengen. Det var foredragets indledning, som havde holdt Anette vågen - en indledning, som tog udgangspunkt i en meget skamfuld oplevelse, jeg havde haft. Men jeg havde for længst besluttet at gøre det, som jeg som psykolog anbefaler mine klienter at gøre, når de er skamfulde: 'skam skal deles væk'. Så jeg deler med publikum hver aften en episode, hvor min mand glemmer at bestille en indisk takeaway til mig, og hvor jeg derefter beslutter mig for at ende mit ellers lykkelige ægteskab. Efter en halv times susen for ørerne, planlægning af 7-7-ordningen og udregning af, om jeg havde råd til at købe en lejlighed til mig selv - gør jeg det, som jeg har mindst lyst til - men som, jeg ved, vil virke: beder ham om et langt kram. Og bliver selvfølgelig ikke skilt.

Så selvom foredraget handler om mig, så handler det om os alle. Om alt det, vi alle render rundt med i bagagen - fordi de fleste af os har oplevet en eller andet grad af noget dysfunktionelt i opvæksten - og om, når fortiden blander sig med nutiden. Foredraget er naturligvis særligt relevant for dem, som har haft alkohol eller misbrug inde på livet, om det så er forældrenes eller eget misbrug, eller for dem, som har mistet en nærtstående. Så er der er dem, som kommer, fordi de vil høre noget om Peter Brixtofte, og dem, som kommer, fordi de lader som om, de vil høre noget om Peter Brixtofte. Og ikke vil afsløres i at komme på grund af misbrugsvinklen, fordi det kan afsløre deres pårørende. Det er så forståeligt.

Men det, som de færreste ved, når de sætter sig i salen, er, at foredraget netop også bliver relevant for dem, fordi vi alle bakser med noget, om det så er lavt selvværd, kontrol-behov, at have svært ved at sige fra eller angsten for at blive afsløret.

Og når aftenen er slut, og jeg takker og klapper af publikum, og de takker og klapper af mig, så kommer deltagerne op og siger: »Wow, aldrig før har nogen sat ord på alt det, jeg går og kæmper med«. Og jeg smiler og giver deres skulder et klem. Nogen smiler tilbage og forlader salen. Andre hvisker et sidste spørgsmål, inden de vender sig om: »Så hvad er svaret? Hvad gør jeg så med alt det bagage?«.

Det er det, jeg er ved at skrive bog 2 om.