19. september 2020
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hvor skal vi bo, når vi bliver gamle?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvor skal vi bo, når vi bliver gamle?
Debat - 22. januar 2020 kl. 22:02
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Boligdebat

Af Henrik Møller, boligordfører og Birgitte Vind, ældreordfører - begge MF (S)

Der kommer flere ældre, og de lever længere. Heldigvis. Det stiller helt nye krav til fremtidens boligmarked, så det matcher seniorerne og de ældres behov. For Socialdemokratiet er det helt afgørende med gode forhold for alle ældre. Derfor har regeringen med den seneste kommuneaftale tilført kommunerne 1,7 milliard kroner til at holde hånden under velfærden, når der til næste år bliver endnu flere ældre. Men vi skal mere end det.

Vi er optaget af, hvordan vi indretter vores boligmasse, så vi som ældre kan bo et sted, hvor vi kan føle os trygge, have det sociale liv, vi ønsker, og så vi kan betale boligen og samtidig få mad på bordet. Og vi er ikke mindst optaget af, at vi som ældre har mulighed for at få den pleje og omsorg, vi har brug for, der hvor vi bor.

Når vi går på pension, og seniorlivet starter, håber vi på at få mange år med fysisk aktivitet, rejser og socialt samvær med familie og venner. Men vi ved godt, at alt har sin tid. Kræfterne vil blive færre, man kommer måske til at bo alene, hvis ægtefællen går bort før en selv. Huset eller lejligheden bliver for stor. Pludselig kan muligheden for offentlig transport blive afgørende for dit sociale liv og dine muligheder for at handle ind.

Engang forbandt vi alderdommens boliger med plejehjem. Men kun 41.000 danskere over 65 år bor på plejehjem. Det svarer til 3,6 procent af alle ældre over 65 år. Langt de fleste danskere kommer derfor ikke til at bo på et plejehjem. Men hvor så? Ifølge VIVE's ældreundersøgelser er der i dag cirka 80.000 ældre, der ønsker at bo i seniorbofællesskab, stigende til 120.000 mod år 2044. Det aktuelle udbud er på 5562 boliger. Det tyder på, at mange ældre ser bofællesskaber som den boligform, der på en og samme tid giver frihed og tryghed. Men det vil være en voldsom stor opgave at bygge så mange nye bofællesskaber og holde dem på et prisniveau, som alle folkepensionister kan betale.

Sociale viceværter
De almene boligselskaber kommer også til at spille en vigtig rolle. Med flere end 570.000 almene boliger på det danske boligmarked har de en stærk tradition for at skabe rammer for det gode liv og en høj grad af fleksibilitet. Som beboer kan du ønske at komme i en mindre lejlighed i samme afdeling, så du kan blive tæt på dine relationer og det liv, du kender. Mange almene boligselskaber har sociale viceværter og socialfaglige medarbejdere ansat til at understøtte beboernes sociale liv.

Tænker vi klogt, kan vi også indrette boligmassen, så den offentlige ældrepleje kan få optimale betingelser. Når vi taler med personalet i den udkørende ældrepleje, hører vi ofte om, at der ikke er tid nok til den enkelte ældre, at køretiden imellem borgerne stjæler tid fra nærværet.

Vi ser frem til, at 2020 bliver det år, hvor vi kan rette projektørerne på fremtidens seniorboliger. Vi vil lytte til alle gode forslag, der kommer på bordet. Og ser frem til debatten i medierne og på Christiansborg.

Er du klar til at bære mundbind, når du skal handle ind?