15. oktober 2019
Demonstranter på gaden i Algeriets hovedstad for mindre end en uge siden sprøjter her vand på en mand, der i sin egen protest-aktion forsøgte at sætte ild på sig selv. Foto: Ramzi Boudina/Reuters
gallery icon

Se billedserie

Demonstranter på gaden i Algeriets hovedstad for mindre end en uge siden sprøjter her vand på en mand, der i sin egen protest-aktion forsøgte at sætte ild på sig selv. Foto: Ramzi Boudina/Reuters
Foto: RAMZI BOUDINA/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Historisk protestbevægelse i Algeriet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Historisk protestbevægelse i Algeriet
Debat - 17. juli 2019 kl. 06:46
Af Julie Pruzan-Jørgensen, Danmarks ambassadør i Algeriet
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Fredag den 5. juli kunne man mærke historiens vingesus i Algeriet. Det var årsdagen for uafhængigheden i 1962. Og det var samtidig den 20. fredag i træk, hvor store dele af befolkningen demonstrerede for at opnå politiske forandringer.

Algeriet er Afrikas største land. Med grænser til lande som Libyen, Mali og Niger spiller Algeriet en afgørende rolle for den regionale stabilitet i Nordafrika. Som naboland til Europa udgør Algeriet også et vigtigt bolværk mod irregulær migration, terrorisme og radikalisering.

Det er derfor langt fra ligegyldigt, heller ikke for Danmark, hvad protestbevægelsen fører til.

Fredelige protester

Hidtil har det været imponerende at være øjenvidne til de fredelige protester, som har fundet sted over hele landet siden februar, hvor præsident Bouteflika annoncerede, at han efter 20 år ved magten ville genopstille. Bouteflika trådte tilbage i april, men protesterne er fortsat uge efter uge under parolen silmiya - fredelig.

Algeriet rummer med sin enorme størrelse mange forskellige befolkningsgrupper. Ikke desto mindre samler de ugentlige protestdemonstrationer et bredt udsnit af befolkningen på tværs af etniske, ideologiske og sociale skel.

Protesternes fredelige karakter er også bemærkelsesværdig. Særligt i et land som Algeriet, der har kendt megen vold og konflikt. Algierne betalte en høj pris for deres uafhængighed fra Frankrig. Og igen i 1990'erne var landet præget af en blodig konflikt mellem hæren og radikale islamiske grupper.

Anti-korruptionskampagne

Protesterne har allerede ført til resultater. Foruden Bouteflikas afgang er der igangsat en omfattende anti-korruptionskampagne og sigtelser mod en række indflydelsesrige politikere og erhvervsfolk. Alle forsøg på 'top-down' diktater fra den midlertidige ledelse er blevet fejet af banen. Sidst, men ikke mindst, synes mange algiere gennem bevægelsen at have genvundet deres værdighed og nationale stolthed. Det er fantastisk flot at være vidne til.

Men samtidig mærkes det tydeligt, at mange her er bekymrede. Ikke mindst for økonomien, som har oplevet en opbremsning de seneste måneder. Algeriet er et rigt land på grund af store olie- og naturgasforekomster. Men årene under Bouteflika har kostet dyrt - umådelige summer er forsvundet til korruption i stedet for at blive brugt til investeringer eller til at liberalisere og diversificere økonomien. Store summer er også blevet brugt til offentlige ydelser, der ikke længere er råd til. En ny regering vil derfor som noget af det allerførste være nødt til at introducere en række upopulære besparelser.

Hvem skal styre landet?

Mange af dem, jeg taler med, er også bekymrede over den videre vej frem. Hvem skal styre landet og hvordan skal det foregå? Algier summer i disse dage af dialogmøder og reformforslag. Alle ønsker en fredelig og demokratisk udvikling - men de er rivende uenige om, hvordan man sikrer det. Nogle ønsker et hurtigt præsidentvalg for at sikre politisk og økonomisk fremdrift, mens andre kræver en omfattende transitionsproces og forfatningsreformer først. Der kan også spores uenigheder mellem islamistiske partier og sekulære kræfter om vejen frem. Hidtil har det dog ikke forhindret dialog.

Hærens rolle diskuteres også ivrigt. Historisk har den haft stor legitimitet pga. dens rolle i uafhængighedskrigen og i 1990erne. Mange algiere er også taknemmelige for dens sikring af landets grænser, ikke mindst til de konfliktramte nabolande Libyen og Mali. Men hvor megen politisk magt vil hæren få fremover? Vil den forblive i rollen som garant for statens og befolkningens sikkerhed - eller vil den påtage sig en rolle som i Ægypten? Hæren og sikkerhedsstyrkerne har i de seneste uger gennemført en række kontroversielle arrestationer og lagt begrænsninger i befolkningens adgang til at protestere og udtrykke sig. Men de har hidtil, som demonstranterne, altovervejende afholdt sig fra at bruge vold.

I 1962 vandt Algeriet sin uafhængighed. 2019 ser ud til at blive året, hvor algierne genvinder deres værdighed.