17. november 2018
Københavns Universitets årsfest i 1968 udviklede sig til en happening, da den studerende Finn Einar Madsen erobrede talerstolen fra rektor Mogens Fog for at tale de studerendes sag. Men ifølge Preben Etwil var der ingen revolution. »Men vi var mod alle former for autoriteter. Vi ville leve et frit liv og tage egne standpunkter - helst det modsatte af forældrenes«, skriver han.

Foto: Erik Gleie/Scanpix
gallery icon

Se billedserie

Københavns Universitets årsfest i 1968 udviklede sig til en happening, da den studerende Finn Einar Madsen erobrede talerstolen fra rektor Mogens Fog for at tale de studerendes sag. Men ifølge Preben Etwil var der ingen revolution. »Men vi var mod alle former for autoriteter. Vi ville leve et frit liv og tage egne standpunkter - helst det modsatte af forældrenes«, skriver han. Foto: Erik Gleie/Scanpix
Foto: Erik Gleie/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Gennem 1968 uden rigtigt at opdage det

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gennem 1968 uden rigtigt at opdage det
Debat - 13. august 2018 kl. 13:36
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Preben Etwil
Birkevej 32 B, Birkerød

I denne tid dukker der med jævne mellemrum beretninger op, om hvordan 1968 blev betragtet af dem, der deltog, for dem der så på, og for dem der mente, at de var med fra sidelinjen - og om 68-generationen overhovedet lærte noget af perioden.

For mit vedkommende kom jeg igennem 1968 uden rigtig at opdage det!

At verden, arbejdsvilkårene, omgangsformen og familiemønstrene har ændret sig siden da, er indiskutabelt. Men at det skete i '68, fordi nogle psykologistuderende i København blokerede deres laboratorium, eller at rektor blev skubbet til side ved deres årsfest, er en historisk tilsnigelse, som de intellektuelle elsker at dyrke, men som ikke rigtig har hold i virkeligheden.

Selv var jeg 17 år og andenårslærling på et mindre smedeværksted på Amager. Studenteroprør var kun noget, som vi læste om i avisen - BT og Ekstrabladet, forstås.

Dagene på Amager gik ellers deres vante gang. Jeg stod tidligt op om morgenen og gik hen på mit job - stort set altid lidt for sent, da jeg boede så tæt på, at jeg næsten kunne se derover. Arbejdsdagen var lang, mens lønnen tilsvarende var lav. Som lærling var man underkastet et strengt hierarkisk system. Som yngstelærling hentede man hver morgen henne i kiosken øl og smøger til svendene. Som tak skulle man sige De og efternavn. Man var kun dus med de andre lærlinge - ja, lige indtil de blev udlært.

Penge var der ikke mange af. For ikke alene var lærlingelønnen lille, men jeg betalte såmænd også kostpenge til den gamle derhjemme.

Der, hvor 68-ånden alligevel kom ind, var, at vi var mod alle former for autoriteter. Vi ville leve et frit liv og tage egne standpunkter - helst det modsatte af forældrenes. Vi så heller ikke det store ideal i kapitalisme og konservatisme. Der var også i min omgangskreds - med enkelte undtagelser - stor og stigende modstand mod Vietnam-krigen, og kunne vi komme af sted med det, var vi også tilhængere af fri sex.

»En lærlingeløn til at leve af«

Jeg var på mit årlige tekniske skoleophold begyndt at blive fagligt aktiv. Sammen med en række andre kammerater på skolen var jeg med til at organisere en 1. maj-demonstration, hvor rigtigt mange smedelærlinge gik med i Fælledparken under en parole, der lød noget i retning af: »En lærlingeløn til at leve af«. Vi ønskede helt generelt, at lærlingeforhold, herunder lærlingeløn, skulle indgå i de almindelige »voksnes« overenskomstforhandlinger, hvilket de ikke tidligere havde gjort. Skolen havde forbudt eleverne at deltage i demonstrationen, og da det alligevel blev en succes, blev jeg smidt ud af skolen - og dermed i realiteten ud af min læreplads. Min mester sørgede dog for, at jeg kunne komme tilbage og fortsætte mit skoleophold. Prisen var, at jeg lovede ham ikke at gøre det igen - noget, som jeg dog ikke holdt.

For mig var det mere vigtigt, at lærlingeforholdene kom i fokus i det dengang noget træge Smede- og Maskinarbejderforbund, som jeg var lærlingemedlem af. Så kunne det godt være, at studenterne var utilfredse med universiteternes styrelsesforhold, men det kunne i min optik ikke måle sig med de lærlingeforhold, der herskede under den gamle mesterlære. For her kunne man virkelig tale om feudale arbejdsforhold.

Mine mere studentikose venner mente dog, at det var noget revisionistisk pis, igennem fagforsteningen som de så smukt kaldte fagbevægelsen, at kæmpe for bedre løn- og arbejdsvilkår for lærlinge.

Jo, studenter, der aldrig havde været på en arbejdsplads, vidste nok hvordan den faglige kamp skulle føres!

Vi skulle efter deres opfattelse hellere have revet systemet op med rode og dannet en ny kamporganisation - sammen med studenterne, som vi for øvrigt aldrig så til vores demonstrationer - hvor vi bl.a. vadede rundt med en kisteattrap, hvorpå der stod: »Her hviler en lærling, der skulle leve af sin løn«.

Det, der måske var det mest bemærkelsesværdige i ungdomskulturen i 68, var musikken. Vi unge havde, som til alle tider, forskellig musiksmag, men vi fandt alligevel sammen på tværs af sociale skel omkring den musiksmag, som vi nu engang havde valgt.

I 1968 udkom ikke mindre end to Beatles-albums. »Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band« udkom i begyndelsen af året, mens dobbeltalbummet »The White Album« dukkede op, da året gik på hæld. To albums, der straks blev anskaffet og spillet, til pickuppen næsten var slidt op. Beatmusik i det hele taget var og blev den store musikrevolution.

Så der var ingen revolution i 1968, men det var nok en slags samfundsmæssigt pejlemærke for en ny tid præget af nye omgangsformer og en mere kollektiv bevidsthed. En udvikling, der i de senere år ser ud til at være vendt. Samfundet er blevet mere individualistisk, restriktiv og i udbredt grad intolerant - især over for de unge og de udefra kommende borgere.