14. november 2019
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Frygt kun frygten selv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Frygt kun frygten selv
Debat - 17. oktober 2019 kl. 14:06
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Overvågning

Af Preben Etwil
Birkeveje 32 B, Birkerød

Statsminister Mette Frederiksen (S) har annonceret, at politiet nu skal videoovervåge langt mere massivt end i dag. Formålet skulle være at bekæmpe volds- og bandekriminaliteten. Det er jo alt i alt et anerkendelsesværdigt formål, men det øger også risikoen for, at den helt almindelige borgers retssikkerhed kan blive krænket.

For spørgsmålet er, om overvågning i sig selv øger trygheden, og om den øgede overvågning ikke langsomt, men sikkert, bevæger os mod et totalitært overvågningssamfund. Fagfolk på området er ikke overbeviste om, at overvågningsmidlet i sig selv øger trygheden for volds- og bandekriminalitet.

Det er tilsyneladende et alment menneskeligt træk, at vi skal frygte nogen. Da Franklin D. Roosevelt tiltrådte som USA's præsident i 1933, sagde han bl.a.: »Det eneste, vi har at frygte, er frygten selv«. Man behøver dog ikke at gå til verdenshistoriens store koryfæer for at få bekræftet denne åbenlyse sandhed. Før i tiden frygtede danskerne vores tyske naboer, sidenhen blev det russerne, der stod for skud, mens det nu om dage er truslen fra muslimerne, der fylder godt i mediebilledet. På det sidste er det vold- og bandekriminaliteten, der er kommet i fokus.

Problemet er imidlertid, at hvis der skabes en overdreven frygt, blokerer det for konstruktive løsninger.

Frygten for vold kan blive så markant, at borgerne er villige til at give afkald på en række hårdt tilkæmpede menneskerettigheder såsom religions-, ytrings- og forsamlingsfrihed.

I utryghedens navn bliver vi derfor villige til, at lade os overvåge alle steder, hvor vi færdes. Vi giver køb på privatlivets ukrænkelighed og accepterer allerede i dag telefon- og it- overvågning. Det bliver nu udvidet med video- overvågning.

Vi gør det naturligvis i den gode sags tjeneste. Faktum er, at jo mere vi medvirker til at overdrive frygten, desto mere går vi mod mere overvågning og kontrol.

Faren ved denne form for voldsbekæmpelse er, at politiet får så udvidede beføjelser, at det slår over i sin egen modsætning, således at det i stedet for at beskytte borgernes retssikkerhed fortrænger den.

Dermed rammer man direkte ind i et af retsstatens største dilemmaer: Forholdet mellem frihed, overvågning og straf.

Frygten for misbrug af meget personfølsomme data fra myndighedernes side har været langt mindre end frygten for vold.

Så inden Mette Frederiksen sætter øget videoovervågning af befolkningen i søen, burde politikerne interessere sig for, hvilke retssikkerhedsforanstaltninger man kan give borgerne for, at den øgede overvågning ikke bliver misbrugt af myndighederne selv eller af fremmede magter.