22. september 2020
Edderfugl foran død dansk modstandsmand i sin kiste er her malet i olie på plexiglas af datteren, Anna Kristensen. Hun har brugt seks år på at afdække den kamp mellem liv og død, faderen brugte sin ungdom på under Anden Verdenskrig. Billede fra den aktuelle udstilling »Grethe - en våbenmodtagelse« på Roskilde Museum.                                                Foto: Anna Kristensen
gallery icon

Se billedserie

Edderfugl foran død dansk modstandsmand i sin kiste er her malet i olie på plexiglas af datteren, Anna Kristensen. Hun har brugt seks år på at afdække den kamp mellem liv og død, faderen brugte sin ungdom på under Anden Verdenskrig. Billede fra den aktuelle udstilling »Grethe - en våbenmodtagelse« på Roskilde Museum. Foto: Anna Kristensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Før døden kommer for tæt på livet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Før døden kommer for tæt på livet
Debat - 14. september 2020 kl. 09:09
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Morten Thomsen Højsgaard Direktør for museums- organisationen ROMU

Covid-19 har gjort døden og angsten for døden til en del af dagligdagen i Danmark. Og det i en grad, som kun få havde drømt om for bare et år siden.

For den store dagsorden i Danmark har i flere årtier handlet om det gode liv, om federe tider, om mere velfærd, om at leve længere. Der har været fred her til lands i hen ved 75 år.

Derfor kom billederne af de italienske militærkøretøjer, der kørte lig efter lig efter lig ud gennem øde gader, også som et chok for os i begyndelsen af året. Dødsangsten spredte sig i kombination med frygten for det ukendte, det ukontrollerbare, det usikre.

Det var ikke Tredje Verdenskrig, der brød ud. Det var heller ikke en ny kold krig eller et terrorangreb. Nej, det var noget psykologisk nærmest værre, en usynlig dræber.

Døden, der kommer for tidligt, for tilfældigt eller for uretfærdigt, fremkalder en særlig form for eksistentiel uro, som har potentialet til at true hele samfundspagten, når dødsangsten rammer os alle nærmest samtidig. Rigtig mange af de politiske beslutninger, som blev truffet, da Covid-19 også ramte Danmark, kan og skal nok ses i det lys. Hvis staten pludselig ikke kan tage vare på borgernes sundhed, liv og velvære, hvad har vi så en stat for?

Det var og er det kæmpe underliggende spørgsmål, som bidrog til udformningen af statens handleplan, der havde en stensikker kongevariabel: Sundhedsvæsenet måtte bare ikke bryde sammen.

Døden skulle holdes stangen
Døden skulle holdes stangen for de fleste. Borgerne i Danmark skulle ikke være vidne til scener, hvor læger blev tvunget til at vælge mellem patienter, der skulle leve, og dem, der ikke var plads til at behandle med respiratorer.

Vi lukkede ned og forandrede Danmark kolossalt kortvarigt for, at livet for de fleste i længden kunne forblive det samme. For i det 21. århundrede må døden bare ikke komme for tæt ind på livet.

Da Anden Verdenskrig sluttede for 75 år siden, var der mange borgere, som havde haft døden meget tæt inde på livet. I modsætning til vore dages relativt beskyttede og trygge tilværelse så havde krigens og dødens rædsler dengang sat sine meget tydelige spor. Døden var blevet en uvægerlig del af hverdagen.

Tæt på døden
De fleste havde set invaliderede, sårede eller døde soldater. Flere kendte til folk, der var blevet sendt i fangelejre eller det, der var værre. Også modstandsfolkene kom tæt på døden, herunder den tilfældige, uforudsete og undertiden uretfærdige død.

- Jeg husker en anden gang, hvor vi sprængte et tog, siger en modstandsmand, der indgår i en aktuel udstilling på Roskilde Museum om arven fra Anden Verdenskrig.

- Da gik det ud over børn, tilføjer han og forklarer, at tyskerne under krigen havde anbragt børn længst fremme i et vigtigt tog, måske for at undgå dansk sabotage.

- Men det ved vi jo ikke, når vi ligger derude, siger modstandsmanden og fortsætter: - Du graver sprængstoffet ned i jorden, og så trykker du en sprængblyant i marcipanen, og så har du en lunte på op til et par hundrede meter. Når lokomotivet kører ind over, trækker du i lunten.

Krigen handlede om liv og død. Og på hver side var døden et middel til at beholde, beskytte eller kæmpe for livet.

Den stille, naturlige og kontrollerede død som »gammel og mæt af dage« var aflyst af parolen: »Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder«.

Nu er der naturligvis ingen grund til at ønske sig tilbage til Anden Verdenskrig. Krigen var grusom og tabene ubærlige. Selv heltene, som i Danmark i høj grad var frihedskæmperne, blev mærket for livet af krigens rædsler og mange modsætninger.

Erik Kristensen, der tog imod våben fra de allierede som en del af »Borup-holdet«, rejste efter krigen til Sverige og talte i mange årtier ikke om sine oplevelser. Han døde i 2010. Hans datter, kunstneren Anna Kristensen, har malet ham i kisten med et martret udtryk. Hun brugte i øvrigt seks år af sit eget liv efter hans død på at finde ud af, hvad det var for en kamp, han havde brugt sin ungdom på.

Usædvanlig og lærerig
Hendes indsats er usædvanlig og lærerig, fordi vi som oftest går en anden vej: Vi er bange for at tale om døden. Lig skræmmer os. Vi søger at kontrollere, udskyde og nærmest fortie den sidste rejse.

Der er bare det ved det, som Anden Verdenskrig viste, og som Covid-19 nu i uventet skala har mindet om, nemlig, at vi alle skal dø en dag.

Så lev, mens du gør det, som Piet Hein sagde. Livet kan ikke overleves, det må opleves. Og måske kan vi faktisk få mere ud af livet, hvis vi bliver mere bevidste om det, før døden kommer alt for tæt på.

Har debatten om sexisme taget overhånd?