25. oktober 2020
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Flyselskaber skal ikke bruge privatøkonomi som kassekredit

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Flyselskaber skal ikke bruge privatøkonomi som kassekredit
Debat - 15. oktober 2020 kl. 13:21

Aflyste rejser

Af Anja Philip, formand, Forbrugerrådet Tænk

At rejse er at leve. Men for de mange, mange danske forbrugere, der i år har ventet længe eller endda stadig venter på at få deres penge tilbage fra aflyste flyrejser, har rejselysten desværre også givet anledning til frustrationer og økonomiske tømmermænd. Alene SAS havde i sidste måned, efter eget udsagn, hundredetusinder af kunder, som de stadig skylder penge for corona-aflyste rejser.

Vi er i en helt særlig situation med ekstraordinært mange aflyste rejser på grund af corona. Men den situation har vi efterhånden befundet os i længe. Reglerne siger, at hvis flyselskabet aflyser en rejse, skal forbrugerne have deres penge tilbage inden for syv dage. Både EU-Kommission og de danske myndigheder har understreget, at de regler stadig gælder, og det er helt uholdbart, at flyselskaberne har beholdt deres kunders penge på ubestemt tid uden konsekvenser.

Nu står vi midt i et efterår og overfor en vinter, hvor Udenrigsministeriet fraråder rejser til en lang række lande, hvor stakken af sager om corona-aflyste flyrejser igen vil blive højere, og hvor forbrugere desværre igen risikerer at skulle kæmpe med flyselskabernes manglende tilbagebetaling af de penge, de skylder, inden for lovens tidsfrist.

Hvis situationen er omvendt, og man som forbruger ikke til tiden betaler de penge, som man skylder en virksomhed, så kan man blive trukket til inkasso og blive pålagt at betale både høje gebyrer og de såkaldte mora-renter, der består af et tillæg på 8 procent oven i Nationalbankens officielle udlånsrente om året.

Indfør en rente
EU's regler for flyrejsende skal snart revideres, og i Forbrugerrådet Tænk opfordrer vi den danske transportminister til at benytte anledningen til at arbejde for, at det ikke fremover skal være gratis for selskaberne at holde på forbrugernes penge i ubestemt tid. Det kunne man f.eks. gøre ved at indføre en rente, som løber på det skyldige beløb, som forbrugerne har til gode, når den lovbestemte tidsfrist overskrides. Det ville være nærliggende at lægge den på niveau med den nævnte morarente.

Det vil kun være ret og rimeligt, at flyselskaberne skal betale renter til forbrugerne for de penge, som de skylder deres kunder over en længere periode. Dermed bliver de nemlig behandlet på samme måde forbrugere, der er dårlige betalere. Det kan forhåbentligt også have en disciplinerende effekt i forhold til at få selskaberne til at betale pengene tilbage hurtigst muligt i stedet for at »skynde sig langsomt«, som er det indtryk, mange danske forbrugere sidder tilbage med efter, at coronakrisen aflyste deres rejser.

Skal der være en forældelsesfrist for, hvor langt tilbage man kan rejse anklage om en krænkelse?