4. juni 2020
Bør vi ikke rose vores fiskere, når vi møder dem frem for at udskamme dem og kritisere dem for brugen af redskaber? Særligt i en tid, hvor vi alle efterspørger klimavenlige fødevarer, spørger Svend Erik Andersen.
Bør vi ikke rose vores fiskere, når vi møder dem frem for at udskamme dem og kritisere dem for brugen af redskaber? Særligt i en tid, hvor vi alle efterspørger klimavenlige fødevarer, spørger Svend Erik Andersen.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Et effektivt fiskeri er et klimavenligt fiskeri

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Et effektivt fiskeri er et klimavenligt fiskeri
Debat - 02. maj 2020 kl. 16:18
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Svend Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening

En fisker står på kajen en sommerdag. Han er i gang med at rense og spule sin kutter. En skolepige på omkring 10 år kommer løbende hen og spørger om hans fiskeri. Hvordan fisker han? Fiskeren stopper højtryksrenseren og begynder at forklare pigen, hvordan han trækker et net bag sin båd, som fiskene svømmer op i. Han viser, hvordan to skovle glider hen over havbunden og jager fiskene ind i nettet. Pigen kigger op på fiskeren og udbryder:

- Nå! Så du er én af dem, der sejler rundt og smadrer havbunden!

Hun vender sig om og løber tilbage til sine forældre. Fiskeren står undrende tilbage på kajen. Er det virkelig sådan, hans arbejde opfattes?

Episoden skete sidste sommer for en helt almindelig fisker. En familiefar, der bor i et nordjysk lokalsamfund. Et område, hvor fiskeriet danner grundlag for hundredevis af arbejdspladser. Et samfund, hvor man forstår, at et effektivt fiskeri bidrager til en bæredygtig udvikling af fiskeriet. Et samfund langt fra København. Og så alligevel ikke. For fiskeriet foregår overalt i Danmark. Også trawlfiskeriet. Og det er der en ganske god og ligefrem klimavenlig forklaring på.

Lang trawltradition
I Danmark har vi en lang tradition for at fiske med trawl. Cirka 85 procent af de danske fiskere benytter i dag trawl i deres fiskeri. Når de vælger trawl, er det ikke et udtryk for, at de ikke ønsker at værne om et sundt havmiljø. Det er i stedet en afvejning af, hvordan de som fiskere opnår det mest effektive fiskeri, så de også i fremtiden har overskud og mulighed for at tilpasse sig udviklingen i fiskebestandene samt sikrer, at der fiskes bæredygtigt på et klimavenligt grundlag. I den forbindelse er det måske værd at nævne, at fisk og skalddyr hører til blandt de mest klimavenlige fødevarer, du kan spise.

En stor del af fiskene forsvinder desværre i disse år fra de kystnære strækninger. Fiskerne skal sejle længere for at fange fisk, og det betyder nødvendigvis, at der udledes mere C02. Mange forskellige faktorer bidrager til, at fiskene ikke længere findes tæt på kysten. Blandt andet skaber en øget mængde kvælstof og fosfor i farvandene iltsvind, klimaforandringer og en stigende bestand af skarv og sæler. Der er ikke blevet færre fisk, men de opholder sig længere væk fra kysten.

Derfor vælger mange fiskere at fiske med det redskab, hvor det bliver muligt for dem at fiske på et rentabelt grundlag: Trawl. Med trawl fanger fiskeren den største mængde fisk eller skaldyr i forhold til den mængde CO2, der udledes. Yderligere betyder det store antal af sæl og skarv, som findes i den danske natur, at der er stor risiko for, at fisken bliver spist eller skambidt, hvis den fanges med garn, og det øger risikoen for, at fangsten skal kasseres og ikke er egnet som fødevare. Sidst, men ikke mindst, er der også typer af fiskeri, der kun kan udføres med trawl - eksempelvis fiskeri af dybvandsrejer.

Se mere nuanceret på det
Nogle grønne organisationer vil hævde, at fiskerne med deres trawlredskaber ødelægger havbunden. Men her bør man tage de mere nuancerede briller på. For når fisk og skaldyr hører til blandt de mest klimavenlige fødevarer, og ovenikøbet gang på gang fremhæves som gavnlige for kroppens sundhed, bør vi så ikke i højere grad anerkende, at det er nødvendigt med et fiskeri, der både er effektivt og bæredygtigt?

Eller bør vi fortsætte udskamningen af trawlfiskeriet og risikere, at Danmark mister fiskeriet som erhverv og kun skal have plads til et meget begrænset kystnært garnfiskeri, og at dansk fisk kun skal være for de mest velstående, der har råd til at spise sundt og klimavenlig mad?

Dansk fiskeri har igennem mange år været kendetegnet ved at være en herlig blanding af forskellige former for fiskeri fra små og store fartøjer. Og sådan skulle det gerne fortsætte med at være, så flest muligt får adgang til havets sunde proteiner.

Ovenikøbet påviser studier gang på gang, at dansk fiskeri hører til blandt de mest velforvaltede fiskerier i verden.

Bør vi ikke være stolte af dette? Bør vi ikke rose vores fiskere, når vi møder dem på kajen frem for at udskamme dem og kritisere dem for brugen af redskaber? Særligt i en tid, hvor vi alle efterspørger klimavenlige fødevarer.

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?