15. december 2019
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: En del af noget mindre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En del af noget mindre
Debat - 17. oktober 2019 kl. 14:07
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Nils Erwin Hansen
Røjlehaven 5, Holmegaard

Den 9. oktober bragte Nordvestnyt en artikel: »Danskere ser fodbold og støtter forbrydere«, hvoraf det fremgik, at direktør Maria Fredenslund fra Rettighedsalliancen har besvær med at opspore lysky personer, der streamer fodboldkampe og gemmer sig bag navne som Anders And og begår lovbrud fra de eksotiske Tongaøer.

Jeg betragter mig selv som en lovlydig borger, men jeg har en vis sympati for forbrydere med humor, der hedder A. And og er en slags Robin Hood, der tog fra de rige og gav til de fattige. Selvfølgelig skal rettigheder forsvares, men rettigheder kan også blive for dyre, fordi de skal finansiere grådighed, understøtte direkte svindel og kæmpe for FIFA og UEFAS ret til, at multinationale tv-udbydere kan berige sig i umoralsk omfang på almindelige fodbold- elskeres bekostning.

Lionel Messi tjente i 2017/18 938 millioner kroner. Det er 186.000 kr. i minuttet. Ronaldo halter efter med kun 700 millioner kroner, hvorfor han må supplere ved at designe underbukser for Jockey. De er naturligvis begge involveret i skattesager. Engelsk fodbold betaler bedst. En spiller i en bundklub som Cardiff har 153.000 kr., og er man hos Manchester United, kan man stikke 1.060,218 kr. i lommen, altså om ugen. Man er vel arbejder. Det må de ordne med deres klubber.

Lønninger med i billedet
Mit ærinde er tv-rettighederne, der stiger år for år. Men naturligvis indgår fodboldens lønninger også i billedet sammen med udgiften til managere, trænere, talentspejdere, agenter og almindelige pengehajer.

ATP og pensionskasser er begyndt at sætte spørgsmåltegn ved »gyldne håndtryk« og lønninger på fantasillioner, en kendt opgørelse fra Andeby. Kendte selskaber og verdensfirmaer har regler for opførsel, ansvarlighed over for samfundet og ansvar over for klimaet. Viasat og Discovery er også drevet af profit, men stiller disse foretagender og rettighedsalliancen spørgsmål til rettighedshaverne, FIFA, UEFA og DBU? Kunne man overveje en lille strejke? Hvem er det, Fru Fredenslund forsvarer. Jeg vil nødig kalde nogen svindlere, men Fru Fredenslund kan spørge sig selv, hvorfor VM i fodbold i 2022 skal være i Qatar, hvor temperaturen er over 40 grader, nationalsporten er kamelvæddeløb, og hvor kontraktarbejdere (læs slaver) fra Bangla Desh og Pakistan opfører luftkonditionerede stadions? Man må forudse interessante kultursammenstød, når tørstige hooligans kommer til Qatar. Det sker, fordi svindlere i FIFA blev bestukket til at placere VM i dette land. Leder man efter navne på folk, der har beriget sig, så er Blatter og Platini lige til højreskøjten.

Fodboldspillere har få år til at tjene til resten af livet, og rettigheder skal naturligvis udbydes med en profit i et samfund som vores. Jeg er medlem af en klub, så jeg støtter DBU, der repræsenterer mig i UEFA og FIFA. Der skal penge i kassen, men den nye Yussuf eller Eriksen frembringes af forældre og frivillige. DBU siger, de er en del af noget større, det burde også medføre at bekæmpe svindel og pengecirkusset i alle led af moderne fodbold.

Min kone kalder mig fodboldtosse. Jeg slapper af med bøger og fodbold. Jeg vil gerne betale rimeligt for bold. Så her er et gratis råd til Fru Fredens- lund: Sørg for rimelige priser, og at de vigtigste kampe kan ses på en eller to kanaler. De fleste er sikkert ligeglade med, om det er Viasat, Discovery eller YouSee, ja, de vil sikkert foretrække en dansk kanal, der betaler skat i Danmark.

Korrupt og umoralsk
Bliver fodbold ved med at være korrupt og umoralsk uden hensyn til det samfund, som også støtter nationalsporten med frivilligt arbejde, tipsmidler osv, så smutter jeg og går ud og ser reklamefri ungdomsfodbold. Hvis jeg savner Messi spørger jeg nok mit barnebarn, om han vil hjælpe farfar med at streame fodbold.

Jeg synes, Fru Fredenslund skulle holde sig fra Anders And og i stedet spørge Divisionsforeningen om, hvorfor man skal have fem kanaler for at se Superligaen. Måske vil DBU forklare, hvorfor man skal købe kanal 5 for at se landholdets kampe. Der er man i sandhed del af noget mindre, og måske kunne DBU begynde at råbe op om priser på rettigheder i rette fora, så jeg og mit barnebarn ikke skal blive fristet af Andeby og Tonga.