
Sund/grøn transport
Af Anne Valentina Berthelsen, Jacob Mark og Astrid Carøe, alle MF (SF), Sjællands Storkreds
Cyklen er en vigtig del af den grønne omstilling af transportsektoren, og med elcyklernes indtog i vores cykelskure bliver det i fremtiden endnu lettere og sjovere at cykle selv de lidt længere ture i hverdagen.
Derfor skal vi skabe bedre forhold for cyklister over hele landet, så det bliver mere tillokkende at springe op på jernhesten, til gavn for både klimaet og vores egen sundhed!
Det kræver flere og bedre cykelstier, og derfor er det vigtigt, at vi i SF sammen med regeringen og de andre støttepartier har afsat flere penge til både kommunale cykelprojekter og cykelstier langs statsvejene.
Flere sjællandske lokalområder har længe manglet ordentlige cykelforhold for dem, hvis ønske er at bruge cyklen endnu mere. Helt konkret vil vi anlægge nye cykelstier langs Oddenvej på Sjællands Odde, mellem Lendemarke og Vigen på Møn, fra Vetterslev til Buske på Midtsjælland og fra Blangslev til Hamme Torup i Næstved. Fire lokale cykelprojekter der længe er blevet efterspurgt.
Derfor mener vi, at det er på tide, at vi får afsat penge til projekterne!
Muligheden byder sig endda netop nu, da vi i øjeblikket forhandler om 370 millioner kroner til cykelstier langs statsvejene, som vi i SF sammen med regeringen og de andre støttepartier afsatte i december.
Godt sted at starte
Der er rigtig mange cykelprojekter rundt om på hele Sjælland, som vi ønsker at realisere, men disse projekter er et godt sted at starte.
De fire nævnte cykelprojekter bliver forhåbentlig bare startskuddet for bedre forhold for de, som gerne vil tage cyklen lokalt i hele landet.
Derfor skal vi heller ikke nøjes med de fire cykelprojekter. Der er nemlig afsat en pulje på 150 millioner kroner til kommunale cykelprojekter, som alle vores lokale kommuner bør søge, så vi kan få investeret i bedre forhold for cyklister lokalt.
Endnu flere penge
Samtidig kigger vi nu frem mod de forhåbentligt snarlige infrastrukturforhandlinger, og hvis det står til os, skal der her afsættes endnu flere penge til bedre forhold for cyklister rundt omkring i hele landet.
Flere cykelstier og bedre forhold for de cyklende skal få os i gear til grønnere og sundere transport lokalt, så vi er klar til et cykelboom som en del af fremtidens klimavenlige transportsektor!
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her