1. juni 2020
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Brug for samtale om tillid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Brug for samtale om tillid
Debat - 30. marts 2020 kl. 09:36
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Daily Snow Leth, Løve Retoriker, kommunikationskonsulent

I den lokale Bilka står far og søn stolte ved deres indkøbskurv, der bugner af dagligvarer. Journalisten spørger, hvad de mon har i kurven, og hvorfor de mon overhovedet er i supermarkedet så sent om aftenen? Statsministeren har to timer forinden lukket ned for en stor del af samfundet. Far og søn for op af sofaen og fyldte febrilsk kurven i Bilka med pølser og pomfritter, forklarer de, fordi de »gik i lidt panik«.

Sådan lød en af de første nyheder i aviserne efter det første pressemøde den 11. marts. Selvom statsministeren understregede, at der var mad nok til alle. Og selvom hun advarede os om, at vi kunne risikere at skabe de samme spidsbelastninger for dagligvarehandlen, som vi risikerer i sundhedsvæsenet.

Allerede i minutterne efter pressemødet stod det klart, at det ikke kun er vores sundhedsvæsen, der bliver udfordret de kommende uger. Vores tillid til hinanden bliver også prøvet af.

Det er nemt at pege fingre. Det gør vi flittigt på diverse medier. Men hvis vi skal komme igennem den her krise med vores tillid til hinanden intakt, skulle vi nok i stedet sætte os ned og tale med vores familie og vores venner om, hvorfor og hvordan tilliden er en af demokratiets grundpiller.

Det har ikke haft nogen langsigtet effekt, at en gruppe mennesker har hamstret. Der er stadig nok til alle. De største gener var af minimal betydning. De, der ikke fik fat i de billige bleer, kunne købe et lidt dyrere mærke. De, der ikke fik rugbrød den dag, kunne spise knækbrød og få rugbrød dagen efter. Og gærmanglen var nok værst for dem, der havde planlagt at hyggebage pølsehorn med børnene i weekenden. Hamstringen har ikke haft store konsekvenser for forsyningerne i landet.

Hvad er problemet så?
Mangler havregryn et par dage

Sagen er, at når du vælger, at dit skab skal være propfyldt med 35 poser havregryn, både finvalsede og grovvalsede, så kan det være, at det ældre ægtepar på den anden side af gaden eller børnefamilien to etager under dig mangler havregryn i et par dage. Og selvom de klarer sig, har rigeligt med anden mad, og selvom varerne bliver fyldt op igen et par dage senere, så skaber det utryghed. En helt unødvendig utryghed.

Det får mig til at tvivle på, om vi kan stole på hinanden, når det en dag virkelig gælder. Hvis der på et tidspunkt går længere tid mellem forsyningerne end et par dage. Det sætter spørgsmålstegn ved, om vi danskere er lavet af det materiale, vi gik og troede, vi er lavet af? Kan vi være sikre på, at vores fællesskab består en lidt større trykprøve end den, vi oplever nu? Jeg bliver i tvivl, om mine medborgere har min ryg, når det en dag gælder.

Jeg forstår det jo godt. Når alt handler om, at individet er samfundets målestok, når vores indstilling til hinanden er evig konkurrence, så er der ingen grund til at forvente, at man viser et andet format. Jeg forstår også, at når der opstår en dominoeffekt, så kommer man til at handle mere ind end nødvendigt, fordi fornuften slog fra i et øjeblik. Jeg forstår det - men det sår også tvivl i mig.

Det sår tvivl i mig, når en større gruppe mennesker samles på fodboldbaner, i parker og på stræder, hvor de trodser en meget klar besked: Hold afstand.

Det sår tvivl i mig, når en stor gruppe mennesker ikke kan følge de mest simple anvisninger. Når en ældre dame i Netto kigger mig trodsigt i øjnene og hoster halvt i hånden og halvt udover de andre og signalerer, at hun demonstrativt trodser den kollektiv frygt.

Skal jeg sige noget? Skal jeg lege hostepolitiet? Eller skal jeg håbe, at hun inden for kort tid indser, hvad hun bidrager til? Jeg vælger det sidstnævnte. Vi skal komme hinanden ved - men skal jeg irettesætte folks hoste?

På de sociale medier ser jeg opslag som: »Dine bedsteforældre blev bedt om at gå i krig for dit land. Du bliver bedt om at sidde på sofaen. Du kan gøre det!«

Det rammer plet. Vi ved, at det har konsekvenser for mange ikke at kunne gå på arbejde. Men du bliver i virkeligheden ikke bedt om særligt meget. Og absolut ikke i forhold til de mennesker, der passer på Danmark i øjeblikket.

Coronasmitten er en prøvesten for os som medmennesker. Hvilket materiale er vi i virkeligheden lavet af? Evner vi at sætte vores fælles velfærd først?

Situationen giver anledning til en samtale. Det giver lærere en oplagt mulighed for, over for forældre, at bringe emnet op i hjemmeundervisningen. Bedsteforældre kan tage snakken med deres børnebørn.

Hvem skal det gå ud over, når far vælger at hamstre? Hvilke børn skal mangle modermælkserstatning eller grød? Hvilke ældre skal ikke kunne få rugbrød? Det kan være, at vi en dag står i den situation, hvor vi hver især skal træffe de valg. Og det er ikke usandsynligt, at vi netop står der pga. vores egne handlinger, og ikke fordi forsyningskæden knækkede.

Når børnene er tilbage på skolebænken, bør vi tage en lang snak om tillid, demokrati og demokratisk dannelse.

Jeg håber, ja og tror, vi kommer igennem det her med fællesskabet og tilliden intakt. Men vi skal ikke tage det for givet.

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?