19. februar 2020
Jane Molsing, Hillerød, er ked af, at pensionistkortet står til at forsvinde. Det er med til at give pensionister livskvalitet, mener hun. Foto: Allan Nørregaard

Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Jane Molsing, Hillerød, er ked af, at pensionistkortet står til at forsvinde. Det er med til at give pensionister livskvalitet, mener hun. Foto: Allan Nørregaard Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bevar pensionistkortet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bevar pensionistkortet
Debat - 06. februar 2020 kl. 14:17
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Kollektiv trafik

Af Anders Kristensen

Formand for Pensionisternes Kulturforening af 1965

For kort tid siden kom det frem, at Movia, Metroselskabet og DSB samlet i selskabet Din Offentlige Trafik (DOT) ville afskaffe pensionistkortet i Region Hovedstaden og Region Sjælland til juni. De vil erstatte det med det meget dyrere og mere besværlige rejsekort. Under indtryk fra folkelige protester meddelte DOT den 20. januar transportministeren og offentligheden, at planerne nu var skudt til hjørne - men ikke taget helt af bordet. Det var en stor glæde for os pensionister. Men vi skal fortsat arbejde for at bevare det for os pensionister fordelagtige kort til offentlig kollektiv transport, der gør det muligt for os at leve et aktivt pensionistliv.

Det virker, som om DOT med sit forslag om afskaffelse af pensionistkortet slet ikke har tænkt på eller undersøgt de mobilitetsmæssige konsekvenser, så store ændringer får for en stor befolkningsgruppe.

I den offentlige debat taler man om vigtigheden af kamp mod ensomhed for ældre. Ensomhed er som bekendt årsag til svært forringet livskvalitet og forhøjet dødelighed. Rigtigt mange pensionister og ældre har en lav indtægt og vil være afskåret fra et aktivt liv udenfor hjemmet ved en væsentlig fordyrelse af deres transportudgifter. Dermed har de større risiko for at havne i ensomhed.

Med det dyre rejsekort skal pensionister, hver gang de ønsker at rejse, overveje, om der er råd til at besøge familie, venner eller deltage i foreningsliv og lignende, og om der er flere penge tilbage på Rejsekortet.

Derudover er Rejsekortet meget besværligt for pensionister at benytte og finde frem, hver gang man starter, skifter og slutter en rejse. Hvis man bruger stok, rollator eller er svagt seende, er det endnu mere besværligt. Dertil kommer, at en hel del ældre let bliver forvirrede og glemsomme. Hvis en pensionist glemmer at tjekke ind, koster det en bøde, og hvis man glemmer af tjekke ud fire gange, får man karantæne et år og skal i den tid betale fuld pris for offentlig transport. Pensionistkortet skal kun fremvises ved kontrol i bus og tog og metro.

For tiden står styrkelse og udvidelse af brugen af den offentlige kollektive transport højt på dagsordenen i kampen imod klimaændringer og for den grønne omstilling. Ved afskaffelse af pensionistkortet går man den stik modsatte vej og direkte imod denne grønne dagsorden. Pensionistkortet i Region Hovedstaden og Region Sjælland er jo netop et eksempel på billig og attraktiv kollektiv trafik, som en meget stor befolkningsgruppe har glæde af og benytter hyppigt.

I FN's 17 verdensmål, som Danmark har underskrevet, står der direkte, at regeringen har pligt til at sørge for god adgang til offentlig transport til ældre. Det har DOT åbenlyst ikke efterlevet i denne sag.

Vores pensionistkort er en væsentlig livgivende kollektiv velfærdsrettighed for ældre. Det skal ikke afskaffes, men bevares.

Vi opfordrer derfor DOT til at droppe afskaffelsen af pensionistkortet samt alle andre planer om at fordyre og besværliggøre ældres daglige transport og et aktivt liv.

Vi opfordrer også regeringen til at gribe ind, hvis der ikke er lydhørhed for opfordringen hos DOT.