22. april 2019
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Anstændige vilkår for plejefamilier

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Anstændige vilkår for plejefamilier
Debat - 14. marts 2019 kl. 12:53
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Social debat

Af Anne Madsen
Folketingskandidat (S) Sjællands Storkreds

Jeg forstår det ikke.
Direktører, der »tager ansvaret« for store økonomiske tab, afsløringer af svindel, manglende overblik og uetiske handlinger, valser ud af døren med en spækket tegnedreng.

Folk, som i forvejen er »pænt højt lønnede«, som ikke har gjort deres arbejde godt nok (med de konsekvenser det kan have for andre mennesker) belønnes med beløb, som vi andre dødelige aldrig vil komme i nærheden af.

Hvis man er familieplejer derimod og gør sit arbejde rigtig, rigtig godt - så får man mindre i løn.

Når man er plejefamilie, så arbejder man professionelt med børn, der har mange og komplekse udfordringer. Det kræver faglig viden, supervision og langt, langt mere end boller, varm kakao og omsorg.

Man er plejefamilie hele døgnet, hele ugen, hele året. Når man er plejefamilie, så involverer det hele ens familie og netværk. Onkel Jørgen og moster Inger må være indforståede med, at også de bliver en del af en plejefamilies liv og arbejde.

Omsorgssvigtede børn
Det er vigtigt at gøre sig klart, at en plejefamilie arbejder med børn, som kan være født med abstinenser eller alkoholskader. Det er børn, som er omsorgssvigtede, og som kan have svære tilknytningsforstyrrelser. De arbejder med børn, som har oplevet turbulens, mange brud, psykisk sygdom og måske endda vold inden de kommer i plejefamilier.

Derudover skal plejefamilier samarbejde med institutioner, socialrådgivere, behandlere og sidst men absolut ikke mindst med vrede, frustrerede og rigtig kede forældre, som nok elsker deres børn, men som af mange årsager vurderes til ikke at kunne have deres barn hjemme.

Plejefamilier har en individuel kontrakt med den anbringende kommune, hvor vederlag og opgave nedfældes. Kontrakten genforhandles oftest årligt.

Ofte når et barn har mange udfordringer med i rygsækken, stilles der krav om, at én af de voksne i plejefamilien er hjemme på fuld tid og det betyder, at plejevederlaget er en del af hele plejefamiliens forsørgelsesgrundlag.

En god udvikling
Kontrakten skal altså genforhandles. Barnet er i trivsel. Der er god udvikling. Der sættes nye trivsels- og udviklingsmål. Den gode udvikling skal fastholdes og cementeres. Alle klapper i hænderne. Plejefamilien har gjort og gør et godt professionelt stykke arbejde og vederlaget (læs: Lønnen) sættes derfor - ned.

Her har vi altså fagprofessionelle, som får mindre i løn, og hvis familie må nedsætte deres leveomkostninger, fordi de er gode til deres arbejde.

Prøv at forestille dig, at jo flere mål Mikkel Hansen scorer, jo mindre ville han få i løn, eller jo bedre håndværkerne var på akkorden, jo mindre havde de med hjem i lønningsposen. Nej, vel?

Hvis vi forsat vil have fagligt kompetente og hjertevarme mennesker til at udføre et arbejde, som er livsvigtigt for det enkelte barn og værdifuldt for hele samfundet, så skal vi sikre, at plejefamilier får anstændige ansættelsesvilkår.